Jeg er født i 1952. Det var før fjernsynet var alle mands eje. Legen foregik udenfor, og i skolen måtte lærerne slå børnene. Jeg tror min interesse for at fortælle begyndte med at være tilhører. Dengang kunne visse lærere fortælle historier, og det kunne min farfar også. Ørerne voksede, når han fortalte om Hans, der tjente hos bjergmanden og fik skåret en rem af sin ryg og strøget salt og peber i såret. Min mor fortalte om lille Rødhætte og hendes spørgsmål til ulven: ”Hvorfor har du så store ører osv.?” Der var gru og glæde ved de historier. Selv opdagede jeg fortællingens magiske virkning i forbindelse med ufaglærte job i børnehaver, fritidshjem og senere som lærervikar. Fortællingen skabte en umiddelbar ro i klassen og en udefinerlig forbindelse til gruppen såvel som til den enkelte.
I 70-erne var jeg meget aktiv i den bølge af dansk folkemusik, der skyllede ind over landet. For mig blev det en interesse for folkekultur generelt og hermed også fortælling. Jeg blev en fortæller, og jeg blev en sanger, der sang alenlange ballader. Jeg er også sangskriver og har et par udgivelser bag mig. Det var også historiefortælling. Det er vigtigt at understrege, at man fortæller for nogen, og de sidder lige overfor en. Det er et fælles anliggende.
Som uddannet lærer arbejdede jeg bevidst med fortællingen som et vigtigt element i undervisningen. Det tryllebandt eleverne. Hvad vil det sige? Har det et strejf af noget negativt, det at binde. Nej, det skal mere opfattes som at forbinde. Det skaber et magisk spændingsfelt og bortleder alle flimrende tanker. Nu er vi her i fortællingen. Det skaber et nærvær. Det er helsebringende. Lytterne møder sig selv. Der er ingen påduttede billeder eller dramatisk musik, som man oplever i film og tegneserier. Der er de billeder, som man selv skaber, og de er ikke stærkere, end man selv kan tåle. I den pædagogiske sammenhæng skaber det mere end noget andet ro. Det er en mangelvare i dagens skole.
Alle hændelser og emner kan gøres om til fortællinger. Personligt har jeg ikke dyrket livsfortællingen, men henter mine fortællinger i litteraturen. Jeg fortæller nordiske myter, græske myter, eventyr, biografier og sagn. I mange år har jeg haft en særlig interesse i Selma Lagerlöf og henter mange fortællinger fra hendes store katalog.
Det har ført til en udgivelse på Wadskjærs Forlag: “Selma Lagerlöf – Nils Holgersen, En Herregårdshistorie og andre værker”. Der er korte og lange fortællinger udvalgt og oversat af mig. På samme forlag har jeg udgivet: ”En rosengren i havet”, der indeholder fortællinger fra Langeland.
Jeg vil afslutte dette lille skrift med nogle af mine guidelines for min fortællepraksis:
1. Jeg passer på ikke at stå i vejen for fortællingen. Det er ikke mig, der er centrum, men fortællingen.
2. Jeg øver mig meget. Jeg arbejder med sproget og prøver at være bevidst om kroppens bevægelser.
3. Jeg passer på ikke have for lange sætninger med en masse indskudte led eller sidebemærkninger. Man skal vide præcis, hvad man vil fortælle eller være et skridt foran i tanken. Når man er øvet og erfaren, kan man sætte mere lid til intuitionen. Lytterne påvirker fortælleren. Der er tale om et samspil. Fortælleren tryllebinder, men tilhørerne lader sig tryllebinde, og et magisk fællesskab opstår.
I skolesammenhæng styrkede fortællingen klassefællesskabet ligesom også fællessangen gjorde. Det skabte et fælles åndedræt eller en rytme. Naturligvis lærte eleverne også noget gennem fortællingen, dels i øjeblikket, og senere når stoffet blev genfortalt og bearbejdet.
Jeg er glad for at blive udnævnt som november måneds fortæller.
Torben Wahlstrøm
Mail: torbenwahlstrom@hotmail.com
Mobil: 29 63 80 25
Find mig på Foredragslisten.dk