I 2008 var jeg i Lejre til fortællerfestival der.
Her blev jeg tryllebundet af den enkelthed og nærhed, der er i mundtlig fortælling.
Det, at der ikke er noget mellem fortæller og publikum – kun stemmen, kroppen og øjeblikket.
Tilfældigvis mødte jeg en bekendt, som inviterede mig med i en nystartet fortællegruppe: Odins Ravne – Holbækfortællerne.
Siden da har jeg, den sidste torsdag i hver måned, mødtes med de dejlige fortællere i Odins Ravne.
Jeg har altid fortalt historier – for mine børn og siden for mine børnebørn.
Vi har fortalt, lyttet og digtet historier sammen. Bare for sjov.
Bare fordi det er en måde at være sammen på.
Men at stille sig op og fortælle for et publikum – det er noget andet.
Det kræver mod.
I Odins Ravne fandt jeg den tryghed og frihed, der gør det muligt at tage det spring.
Ravnene har rødder i amatørteateret, og måske er det derfor, vores torsdagsaftener føles som en legeplads. Et sted, hvor vi prøver os frem, afprøver nye historier, lytter til hinanden og udvikler vores fortællinger.
Vi fortæller også ude – til arrangementer og events – men i Ravneregi går honoraret i en fælles kasse.
En gang om året bruger vi pengene på en weekend med en professionel fortæller, hvor vi lærer nyt, udfordres og udvikler os.
Det fællesskab har været uvurderligt for mig.
Det gav mig modet til at arbejde med mere ambitiøse fortællinger – og til virkelig at tage fortællingen alvorligt.
Jeg begyndte for alvor at se mig selv som fortæller, da jeg gik på efterløn.
I 2011 blev jeg en del af teaterprojektet “1001 nat – et liv for en fortælling” på Sydsjælland.
Vi var 26 kvinder. Hver af os sad i vores eget lille telt og fortalte vores historie.
Publikum kom i små grupper, gik fra telt til telt, satte sig på en skammel og lyttede – tæt på, næsten ansigt til ansigt – før de gik videre til den næste fortælling.
Jeg fortalte om min tid i en lille landsby i Afrika.
Om hvordan min lille dreng og jeg blev en del af landsbyen – og om de kræfter, der også var til stede: jalousien, frygten, troen på onde ånder.
Om det stærke og det skrøbelige, der eksisterer side om side.
I “1001 nat” fortæller Scheherazade for at overleve.
I Afrika fortæller man historier – også løgnehistorier – for at forstå livet, forstærke det eller måske gøre det til at udholde.
For mig er fortælling også noget eksistentielt.
I 2011 blev jeg interviewet til lokalbladet Fuglebjergposten.
Journalisten spurgte: “Hvorfor fortæller du?”
Jeg svarede:
“For at komme til syne i verden – og lade verden komme til syne gennem mig.”
Det svar holder stadig.
Afrikahistorierne er stadig en del af mit repertoire.
Fortællinger om eventyrlige oplevelser, som jeg giver en lille twist af fantasi.
Fortællinger, der rummer både humor og alvor – og som spejler de livsvilkår, jeg mødte.
Men jeg fortæller ikke kun dem.
Jeg fortæller også:
- historier fra mit eget liv – nogle gange dramatiserede, nogle gange med en snert af humor,
- skæbnefortællinger – ofte med kvinder i centrum
- sagn og historier med livsvisdom
- og indimellem bare en skør historie, der får os til at grine
For mig er det vigtigste, at jeg ved, hvorfor jeg fortæller en historie.
Om det er for at berøre, give indsigt, dele en erfaring – eller bare skabe et øjeblik med fælles latter.
Og så er der bevægelsen.
En historie er aldrig færdig.
Den udvikler sig, ændrer sig, får nye nuancer, hver gang den bliver fortalt.
Det er vigtigt for mig at blive ved med at udfordre mig selv – at finde nye vinkler, nye måder at fortælle på.
Og indimellem – når alt går op i en højere enhed – opstår det særlige øjeblik:
den magiske kontakt med publikum.
Det er derfor, jeg fortæller.
Rita Grete Lindegaard Sørensen
Ibihaven, Slagelse Miljøbiolog – arbejdet med undervisning i Zimbabwe
miljøbeskyttelse, vandløbsvedligeholdelse, mv i Danmark
www.odinsravne.dk
rita.lindegaard@gmail.com