Mein Opa aus Bremen var nok den, der satte historiefortællingen i gang hos mig. Alfepaladset, der gemte sig i marmorpletterne i vindueskarmen blev så levende fortalt, at min søster og jeg lavede små strutskørter til Alfe-prinsesserne, der kom om natten og dansede. Strutskørterne forsvandt i nattens mulm og mørke, men vi så aldrig prinsesserne… Det er det jeg elsker med historiefortællingen, hvor man bliver forrykket i tid og sted og hvor historierne bliver levende- og stofliggjort. Jeg kommer fra et hjem med bøger. Vi var alle læseheste og elskede de historier, der gemte sig på siderne. Mine venner gjorde det ikke. Jeg så det som min opgave at berige dem med genfortællinger af ny-digtninger af Astrid Lindgren og HC Andersen. I min Frisiske verden var det en meget fremmed islæt.
Gennembruddet til lysten, til at fortælle en historie blev nok for alvor født under den første internationale fortællefestival i Lejre. The Kitchenmaidens, som vi blev kaldt, skabte mad med historier i. Til gengæld fik vi i køkkenet en historie fortalt og dem blev der mange af. Denne gaveudveksling gav mig lysten til at nyde og lege mere med historiefortællingen.
Arbejder jeg med fortællingen er det vigtigt for mig at møde og mærke fortællingens væsen.
Det forudsætter en animistisk tilgang og tankegang. Et væsen har og er en sjæl og sådan et er gemt i alle de historier, der gerne vil fortælles af mig.
At møde fortællingens væsen, kræver at jeg gør mig fortrolig med historien, er nysgerrig på den, undersøgende og legende. Jeg læser den, hører på den flere gange, smager på ordene, lytter til den i hoved, mærker den. Fortællingen har en indgang og en udgang og gennem det finder jeg min tilgang. Den har en grundtone og en rytme og viser mig, hvad der gør indtryk og hvordan jeg giver den udtryk.
Har jeg fået fat i fortællingens væsen, kommer det væsentlige frem. I det øjeblik ved jeg, hvordan historien gerne vil fortælles. I den proces, hvor jeg tilegner mig fortællingen, gør jeg den til min egen. Den spejler sig i mig, i det stof, jeg gerne vil formidle og i det spændingsfelt og stemthed, der opstår sammen med dem, der lytter!
Jeg vælger at tage værtskabet på mig, for min historie og mine lyttere. Jeg sætter en ramme, hvor vi i fællesskab kan samles om det fælles tredje.
I mit virke i Sagnlandet Lejre har jeg altid brugt fortællinger for at åbne en genstand, finde tingenes historie og at gøre fortiden vedrørende. En metode, hvor eleverne bliver hensat i en anden tidslomme.
Jeg har den glæde at have gode mentorer som Jesper la Cour og Troels Kirk i mit liv. Desuden har jeg i Sagnlandet Lejre kolleger ved min side, der som brandgode fortællere har lyst til at lege og udfordre fortællingernes universer med mig. Det er jeg dybt taknemlig for. Sammen har vi skabt fortællerverdener, hvor vi til dagligt i dragt og rolle som samtidsvidner fra fortiden, bygger bro til lytternes livsverden og binder tråd til begivenheder, tider, genstande, eller hændelser. Desuden bruger vi også fortællinger som stemningsskaber, som optakt til kommende arbejdsopgaver og som pædagogisk opdrag, når elever har udfordringer til at begå sig i verden.
Det er et privilegium at kunne sætte ord på fortidens hændelser og overleveringer i et genskabt sagnomspundet landskab.
Jutta Eberhards, også kaldet Japke fra Frisland
Ansvarlig for vikingeområdet og undervisningen i Sagnlandet Lejre.
Pd i drama, socialpædagog og socialrådgiver, fortællerske siden barnsben