Jesper la Cour har stået i lære i 5 år som mimiker, skuespiller og fortæller og har stiftet og været leder af Det Fortællende Teater siden 1996. Her har han turneret i Danmark og i 21 lande på 4 kontinenter med sine egne fortælleteaterforestillinger og har modtaget adskillige priser.
Fortællingen har altid været udgangspunkt for meget fysiske og involverende værker. “Man kan ikke lave teater uden fortælling, men man kan godt lave fortælling uden teater”. Med det i mente har Jesper stor respekt for de forskelligheder der ligger bag fortalte fortællinger.
Jesper har udviklet Story Play modellen, som er en super stærk struktur og et dynamisk bud på en måde at skabe egne meningsfulde fortællinger på. Story Play er grundlag for fremelskelse af individuelle og kollektive kreative udviklinger, fortællekultur i skoler og i andre fællesskaber for børn, unge, voksne og ældre. Jesper tilbyder udover egne fortællinger forløb fra 1 1/2 time til 3 års varighed.
FOTO: Thomas Radlwimmer