.st0{fill:#FFFFFF;}

Doktor i at fortælle i skolen 

Det er ikke hver dag, der bliver skrevet en disputats om mundtlig fortælling. Det nærmeste, vi kan komme på fænomenet i Danmark, må være Marianne Horsdals ”Telling Lives” fra 2012. Men det skete i Sverige, på Göteborgs universitet, for kun to år siden. Her forsvarede Ola Henricsson doktorafhandlingen : “Som at hålla tiden i sin hand”: Didaktisk perspektiv på muntligt berättende”.

Fokus i afhandlingen ligger på lærernes perspektiv og på deres oplevelser af mundtlig fortælling i klasseværelset. Han har interviewet lærere om deres brug af fortælling, og han har filmet undervisningssituationer. Det viser sig – at lærerne fortæller hele tiden! Fortællingen bruges både som planlagt aktivitet og som spontan aktivitet. Når lærerne fortæller spontant, hænger det sammen med konteksten, med situationen i klassen, med relationen til eleverne.

Kan det overraske nogen erfaren lærer? Næ, vel? Egentlig ikke. Jeg husker mange situationer fra min lærertid, hvor jeg kunne mærke, at dette her – et ord, et begreb, en påstand – kræver vist lidt forklaring, og at jeg så hurtigt fandt på en lille historie for at lette forståelsen og uddybe meningen eller for at få opmærksomheden hen på sagen. Pædagogisk takt kalder Ola Henricsson det.

Men en ting er, at vi lærere kender situationen, med at vi griber situationen og improviserer, en anden ting er at kaste videnskabeligt lys på fænomenet, og tænke tanker omkring det. Når forskere hidtil har observeret og skrevet om fortælling, har de valgt at se på den planlagte mundtlige fortælling.

Ola Henricsson kaster også lys på, hvor utrolig vigtigt det er, at lærerne har stor erfaring i at undervise og viden om at opbygge en historie og om didaktik for at kunne manøvrere i den improvisation, som klasseundervisningen meget ofte kan være. Det er sjældent muligt helt at forudse, hvordan en undervisningstime kan udvikle sig. Vi ved jo, at det ofte ikke er muligt at styre og måle, hvordan en time udvikler sig.

Og det leder Ola H. hen til at sige, at en undervisning, hvor fortælling og samtale spiller en stor rolle, ikke kan forenes med nutidens skole, der (også i Sverige) styres af mål og tests; den vil se ud som en fejlslagen undervisning. Mens denne fortællende form for undervisning set fra et mellemeuropæisk didaktisk perspektiv er vigtig, fordi gensidigheden – lytte, stille spørgsmål, dialog, samtale – kan få elever og lærere til at skabe mening i dagens emne.

Jeg kan godt lide det svenske udtryk, ömsesidighed, som jeg har oversat som gensidighed. Det står for mig, som at man lytter til hinanden, at man skaber en god dialog, og at vi hver især, elever og lærer, giver det bedste, vi ved, og gør os umage.

Ola Henricsson introducererer os til den didaktiske trekant – relationen mellem emne/indhold – elev – lærer –  De tre parter skal kunne balancere i en situeret undervisning, hvor både elev og lærer deltager. Med en for målstyret undervisning er der er risiko for, at den bliver for ensidig og for topstyret, og for at trekanten ikke opstår – eleverne hægtes af. Her bruger Ola Henricsson et nyt smukt udtryk: Pædagogisk takt. Den forekommer i undervisningssituationer, hvor læreren er lydhør og ikke blander sig hele tiden, men spontant griber muligheden for at fortælle en lille historie. Hun eller han improviserer og kaster et par spændende og relevante fakta ind og bruger derefter sin pædagogiske takt. Hun eller han træder et skridt tilbage for at lade eleverne tænke og blive kreative – måske endda selv fortælle en historie. Et smukt samspil. Andre forskere har kaldt fænomenet event narratives.

Flere af de lærere, som Ola Henricsson har interviewet, kan fortælle om, at de husker mange af den slags situationer fra deres undervisning. Man kan kalde det ”fortælling som en anden slags undervisning”. Mundtlig fortælling i undervisningen kan beskrives som en gensidig aktivitet, hvor relationen til eleverne har betydning for, hvordan fortællingen udvikler sig. (s. 101) Tidligere studier af fortælling i skolen har fokuseret på fastlagte fortællinger, mens denne afhandling ser mere på tilfældig opstået fortælling eller fortælling som hverdagsfænomen, som en naturlig del af undervisningen. Denne form for fortælling, hvor lærerne bruger sin pædagogiske takt, er mere hyppig, end man skulle tro, og den giver positivt tilbage til både elev, lærer og emne/indhold.

Så er der kun kropssproget tilbage.

Den mundtlige fortælling opfattes og opleves ikke kun i fantasien, men bliver også kropslig. Læreren bruger sin stemme, sin mimik og sin krop til at vise, hvad det hele handler om, og når eleverne genfortæller eller fortæller videre, bruger de også kropssprog – milevidt fra skærmenes stillesidddende verden. Derved sættes fokus på det fælles emne. Lærerne i undersøgelsen fortæller, at de føler sig mere nærværende og livlige, og at de helt uvilkårligt opfordrer eleverne til deltage og lege med.

Det er svært at måle, hvad eleverne får ud af denne form for fortælling, den gensidige undervisning. Men Ola Henricsson bruger Dewey (1997), der siger, at man lærer bedre, når man samtidig bevæger sig, og det gør man, når man fortæller. Med fortællende gensidighed kan man skabe mening sammen. (s. 108)

Pia Sigmund, november 2023


Tags


Måske kan du også være interesseret i disse?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Gør noget godt for dig selv i dag

Bliv medlem af Fortællere i Danmark