Torsdag den 8. oktober 2026, kl. 10.45-11.45 – Thisted Bibliotek, Tingstrupvej 13-19 i avislæsesalen i forbindelse med Søndergårdssalen
Ejvind Winther og Connie Anette Nordholt fortæller historier fra deres eget liv i forlængelse af ”Morgensang på Thisted Bibliotek”.
Begivenheden er en del af fejringen af Fidas (Fortællere i Danmarks)15 års jubilæum
Om Livshistorier
I vores nutidige verden bliver vi bombarderet af indtryk fra f.eks. skærme, digitale platforme og tv.
Opmærksomhedstyveri er et nyt fænomen, som rammer alle aldersgrupper. Men hvad kunne være en modvægt til alt det?
Det enkelte menneske kan have brug for fordybelse og fokus for at begribe og forstå tilværelsen.
Her kommer det kunstneriske udtryk ind, som et muligt alternativ. I litteratur og kunst har menneskeheden i århundreder forsøgt at begribe og fortolke tilværelsen. På det folkelige niveau har mennesker fortalt hinanden historier, når de samledes. Det kunne være omkring et bål, på en kro eller over arbejdet eller strikketøjet.
Det karakteristiske for sådanne historier er, at de foregik analogt. Historierne blev fortalt direkte til andre mennesker i det samme fysiske rum.
I vores nutid kan det være vanskeligt at etablere rum for de menneskelige livsfortællinger.
Vi har i vores lille fortællegruppe sat os det mål at skabe et sådan rum, fordi vi mener, at det er en vigtig del af vores forståelse af det at være menneske, en vigtig del af vores identitet.
Vi har derfor udviklet en del historier fra vores egne liv fra forskellige aldre: barndom, ungdom, voksenliv og alderdom.
Vi fortæller vores historier for et publikum og giver dem en struktur, for vi vil gerne også underholde vores publikum, men vi håber også, at vores publikum vil kunne spejle sig i vores historier, og at de kan vække minder hos dem. Noget som kunne danne udgangspunkt for en efterfølgende samtale, hvis det ønskes.
Vi, Ejvind Winther og Connie Anette Nordholt, har været medlem af Limfjordsteatrets Fortællekreds, hvor vi i et halvt års tid arbejdede med et projekt, hvor vi udviklede egne livshistorier. Det var en meget berigende periode, og vi har lyst til at give vores historier videre og at inspirere andre.
Ejvind Winther og Connie Anette Nordholt er medlemmer af en lille gruppe på tre, som vi kalder Fortællertrekløveret.
