Winnie Schou-Christensen – september 2022

Tusind tak for udnævnelsen til månedens fortæller september 2022, jeg føler mig både beæret og benovet.

Jeg har været fortæller og været bevidst om det siden juni 2013. Jeg fik øje for Svendborg Fortælleværksted på ”Kulinarisk Sydfyn” og spurgte om lov til at lege med, og det har jeg så gjort siden.
Året inden var jeg gået på pension og kunne gøre lige hvad jeg havde lyst til, og fortælling og hvad der hører med blev snart en passion for mig.

 Jeg opdagede meget hurtigt, at der var noget, jeg ikke var tilfreds med, når jeg fortalte, og jeg kunne ikke rigtig greje, hvad det var.
Jeg fandt ud af det, da jeg var på mit første fortællekursus på Vrå 2016 med Vigga Bro og Mariane Josefsen som lærere. Det blev en gevaldig øjenåbner og jeg lærte en del om fortælling og om mig selv som fortæller.
Siden har jeg med stor fornøjelse deltaget i forskellige fortællekurser og lært noget hver gang.

Men fortælling har også været en del af mit liv på forskellige måder. Eksempelvis har jeg haft lærere i folkeskolen som havde den gave at kunne fortælle så levende, at jeg ikke behøvede at læse på lektien.
Jeg har lyttet til fantastiske fortællere som Jens Sigsgaard seminarierektor, Eva Esmann livskunstner og forfatter fra Christianshavn og andre, som uden at gøre væsen af deres fortælleevne har givet mig en fascination af begrebet ”Det Levende Ord”.

Det har jeg benyttet mig af i mit arbejde i en modtageklasse, hvor jeg lod børnene lave fortællinger med sig selv som hovedpersoner ved hjælp at de billeder, vi tog af dem. En måde som hjælper til at lære ”Dansk som andet sprog” Via mit bekendtskab med børn fra ca. 40 forskellige lande har jeg fået en kærlighed til eventyr og fortællinger der har rod i så mange forskellige kulturer, og jeg er fascineret af hvor meget, vi har til fælles.
Jeg har altså fået andre til at fortælle og derfor i 2013 syntes jeg så, at nu var det min tur.

I en periode har jeg deltaget en del i Story Slam og finder, at det er en god øvelse til at disciplinere sig selv.

En del af mit voksenliv, 14 år, har jeg boet i Syditalien (Apulien) og har undervist italienske småbørn i drama og engelsk. Der skabte vi mange historier.

Blandt mit repertoire har jeg en del italienske livshistorier og apuliske folkeeventyr.

Når jeg er i Syditalien, vandrer jeg hver morgen i olivenlundene og finder stor inspiration i oliventræerne der er så forskellige, der ikke to der er ens. Det er det rene trolderi

Jeg arbejder for tiden også med nar/gøgler figuren eksemplificeret i vores europæiske Till Eulenspiegel, tyrkiske Nasreddin Hodja, nordafrikanske Djoha, sicilianske Giufà og U Munacidd fra dels Apulien og dels La Basilicata.
Jeg finder det forfriskende, at man verden over har en sådan figur der driver gæk med myndigheder og autoriteter. Deres historier giver smil.

Jeg er med i gruppen ”Svendborg Fortælleværksted” og vi holder dels til i Svendborg Forsamlingshus hvor vi jævnligt har fortælle begivenheder. Derudover fortæller vi på ”Kulinarisk Sydfyn”, fortæller godnathistorier på ”Bølgen” i Svendborg havn hver sommer.
Jeg fyldes af en umådelig glæde, når jeg fortæller.

Winnie Schou-Christensen
Svendborg
tlf. 22 85 71 51

Uddannelse: lidt forskelligt. Pædagog, lærer. Bifag i italiensk sprog og litteratur og et etårigt sidefag i arabisk

Mail. wschouchristensen@gmail. com


Tags

2022, Winnie Schou-Christensen


Måske kan du også bruge dette?

Pia Lærke Kier

Pia Lærke Kier
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}