Skuespiller og fortæller Vigga Bro har en fødselsattest, som er fra 1937, men er still going strong og et aktiv for den danske fortællerbevægelse. Her svarer hun på en række grundlæggende spørgsmål om det at fortælle:
Hvorfor blev du fortæller?
I min familie fortalte man. De voksne fortalte. Mine søskende fortalte. Navnlig min søster Kirsten. Hun fortalte min bror og mig i søvn hver aften. Men min bror Christoffer er også en blændende fortæller.
Jeg fortalte nu ikke så meget da jeg var barn, jeg var den yngste og som min søster forklarede mig, da jeg brokkede mig over at de ikke gad høre på mig: ”Forstår du: nogen fortæller og nogen lytter sådan er det. Du er go til det sidste.” Men jeg fortalte mange historier til mig selv.
Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
Det er fascinerende, at et menneske i et rum kun med sig selv og sine ord sammen med tilhørerne kan skabe så meget magi, så alle der lytter, ser historien for sig med billeder og farver og mange personer. Det fascinerer mig at fortæller og publikum i nuet kan skabe dette rum imellem sig.
Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?
Den blev vakt før jeg kan huske. Jeg har været ganske lille, da jeg med åben mund lyttede til mine farbrødre. Og til mine søskende. Det var en del af min barndom og har hele tiden fyldt meget.
Jeg har også op gennem min skuespiller-tid fortalt historie. F. eks var jeg med i en julekalender, hvor de ville have mig til at læse historier 6 ud af de 24 gange. Tre andre skuespillere tog sig af resten. Jeg syntes det var helt forkert, at der skulle være både en skærm og en bog mellem mig og børnene. Og så jeg fik lov at fortælle i stedet.
Bagefter var det mig, der fik en kæmpe bunke breve fra børn, og da jeg havde besvaret de første ti, og ikke kunne se der var svundet i bunken, opgav jeg. Men det fik mig til at tænke over, at hvis du er fri af ord der skal trækkes ud af en bog, og bedre endnu henter ordene fra dig selv i stedet for at lære dem udenad, så du er fri til at se alle billederne inde i dig. Så er du fri til at improvisere ordene ud af historien – som du jo kender som din egen bukselomme – og det har en utrolig stærk effekt.
Men det afgørende puf fik jeg omkring 1980. Da fik vi i teatergruppen Banden rettighederne til Dario Fo’s Misterio Buffo og Kvindemonologer. Det blev en stor succes, og pressen skrev om den helt nye kunstart som Dario Fo havde fundet på. Det irriterede mig, for den teknik Dario Fo brugte var ganske den samme som mine farbrødres. Så jeg begyndte at råbe op om at det var en ældgammel kunstart osv. og det førte mig lige så langsomt ud i det.
Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
På teatre. I menighedshuse. På biblioteker. Til konferencer. På Højskoler. You name it.
Har du en foretrukken genre?
Genrer er ikke så betydningsfulde. Har jeg en god historie, så vælger jeg den genre eller stilart, der bedst får historien til at leve og som jeg har nemmest ved at få fantasien til at blomstre i. Fortællere bryder i vid udstrækning genre-spændetrøjen og laver cross over.
Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Det vil jeg helst have andre til at gøre. Jeg vil kun sige at jeg holder meget af at blande humor og alvor, for sådan er det også ude i livet.
Hvad er du optaget af i øjeblikket?
Jeg er meget optaget af at studere og eksperimentere med fortællinger og musik. Jeg har arbejdet med det gennem mange år sammen med min mand Erik Moseholm. Desværre døde han her for halvanden år siden lige før premieren på vores fortælleforestilling ”Bobler”. Jeg kunne slet ikke holde ud, at den aldrig skulle ses, så jeg fik to dejlige musikere med mig, og vi opførte den i maj 2013. Vi tre har fortsat samarbejdet, og vi har mange ideer på bedding.
Så har jeg min gruppe: Brohovederne. Vi fortæller historier ”Syv Søndage på Sorte Hest” hvert forår og hvert efterår. Teatret har byens bedste akustik. Det er charmerende, hvad enten vi er på dets foyerscene eller i teatersalen. Det er et sted, hvor man kan eksperimentere. Og vi kan bruge det til at følge hinanden og udvikle os omkring vores fag.
Ud over det elsker jeg jo stadig at tage toget ud i Danmark for at fortælle mine historier, og møde et utroligt levende land. Det skulle man nemlig ikke altid tro, når man ser TV eller bor i rigets hovedstad.
Vigga Bro, maj 2014
Vigga Bro
Fødselsår: 1937
Bopæl: Sankt Annæ Gade, København K
Uddannelse: Skuespilleruddannelse ved Århus Teater
Fortæller siden: 1969
Hjemmeside: www.vigga.dk
Mailadresse: bro@vigga.dk