” Det er jo tankevækkende, at kunstarten historiefortælling i tusinder af år var den førende kunstart overalt i verden, og nu findes den ikke.” Sådan siger hun blandt andet i sin kronik i Politiken den 26. august 2025.
Vi ved alle, der udfører denne form, at den selvfølgelig findes og endda er sprællevende. Der er dog mange fortællere, der har den samme oplevelse som Vigga giver et eksempel på. ” Jeg oplever det i så mange situationer. For eksempel kommer jeg ud for at fortælle på et bibliotek. Og så har de lavet en fornem plakat med et stort billede af mig. Hen over det står: »Vigga Bro holder foredrag«.
»Hvorfor skriver I at jeg holder foredrag«, siger jeg, »jeg fortæller jo og digter historier«.
»Åh«, siger de så, »vi kunne også have skrevet, at du læser op«.
»Jamen det gør jeg jo ikke«, siger jeg. »Jeg fortæller historier«.
Men så forklarer de, at historiefortælling ikke står på de lister over, hvad de får deres tilskud til. Det findes ikke. Jeg findes altså ikke i kraft af mig selv, og den kunst, som er min, og som jeg har levet professionelt af i 40 år. Det er en mærkelig fornemmelse. Og det er jo ikke en enlig oplevelse.”
Det kan tilføjes hertil, at blot en simpel ting som at skulle slå arrangementer op på billetsider kan give besvær, når ”vi ikke findes”. Vi bliver sat ind under alt lige fra lyrik/poesi oplæsning, til foredrag, til teater, til …. Ja, hvor er det egentlig vi skal puttes hen?
Læs Viggas kronik via link: