Vibeke Svejstrup Nielsen

Vibeke Svejstrup Nielsen

Hvorfor blev du fortæller?

Blev grebet, da jeg oplevede mundtlig fortælling ved Danmarks første fortællefestival i Randers 1993. Oplevede både danske og udenlandske fortællere. Mit hjerte bankede, nu vidste jeg, hvad jeg ville – men turde jeg? Kunne jeg lære det? Jovist – det lykkedes!

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

At vandre i indre billeder, der dukker frem, når jeg arbejder med en historie – litteratur såvel som erindringer. Måske en billedbog for børn, som jeg forvandler til en historie for voksne – en Himmerlandshistorie af Johs. V. Jensens, som jeg ”oversætter” til min sprogtone. Eller indre billeder fra mit liv. Bruger masser af tid på at finde historier. De skal ”springe” på mig, så jeg forsvinder ind i billederne. Vandring i indre billeder er berigende!

Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling? 

I 1992 i Randers ved forberedelser til fortællefestival. Jeg kom tæt på øvede fortællere – følte mig hjemme og meget ydmyg. Her var en kunst, jeg ville tilegne mig. Anede allerede, hvor meget slid der lå forude. Tro mig: jeg har slidt og slider stadig. Frydefuldt slid!

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling? 

I institutioner, skoleklasser, fortællefestivaler, biblioteker, grupper af udviklingshæmmede, højskoleforeninger og m.m. Fortæller i de nordiske lande. I kølvandet af første danske fortællefestival opstod Nordisk Fortælleseminar – hver sommer på skift i de nordiske lande. Har flere gange været både medarrangør og workshopleder – nu mest nysgerrig ”menig”, der vil lære mere.

Har holdt et utal af kurser og workshops. Brænder for at motivere personale, der arbejder med børn: ”Træd ud af rollen som oplæser, og vov rollen som fortæller – der er en verden til forskel”. Det hedder FORTÆLLINGENS GAVE – at skabe nærvær, se børnene i øjnene og male billeder frem, som børn kan fordybe sig i og undres over.

Som Randersfortæller er jeg særligt stolt af: BAGGÅRDSFORTÆLLINGER, som snart nærmer sig 20 års jubilæum. Læs mere om det på nettet.

Har du en foretrukken genre? 

Livshistorier, erindringer, småbørnsbøger, finurlige noveller, lidt nordisk mytologi, m.m.m.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil? 

Jeg maler mange billeder frem, er varm og mild, men ikke bange for at nærme mig det følsomme og farlige. Mit inderste ”jeg” kommer sjældent med på fortællescenen, men er bevidst om, at dette ”jeg” dukker frem i valg af historier, erindringsbilleder og fortællestil.

Hvad er du optaget af i øjeblikket? 

FORTÆLLINGENS GAVE – mundtlig fortælling for børn – og barnlige sjæle i alle aldre. Nærvær og fordybelse er godt for både børn og voksne. Børn har brug for nærvær og kan lære nærvær ved at opleve nærværende voksne. Samarbejder p.t. på snarlig gruppe hos FIDA og F-book: FORTÆLLINGENS GAVE

 

Vibeke Svejstrup Nielsen,

Født 21.02.42 Umanak, Grønland

Bor i Randers

Journalistudd.fra tresserne, senere socialpædagog,

Fortæller siden 1993,

www.vibrafortaeller.dk

www.randersfortaellerne.dk

Print your tickets