Under sydens sol og månens lys

om at mødes internationalt om traditioner, fortællinger og lære nyt!

Læs Inge Leinums skønne beskrivelse om at møde andre fortællere, andre fortælletraditioner og om at vende sig ud mod andre kulturer:

At Fida her for nyligt delte et opslag på Facebook fra Raccontamiunastoria, et romersk fortællekompagni blev lidt tilfældigt anledning til, at jeg flyttede mig væk fra det velkendte og ud til det fremmede.

I den tilfældighed boede måske nok også en anelse om, at noget kunne være anderledes, i den store verden og i min egen lille. ”Alt flyder” sagt med Heraklits ord Og ja; ordenes dans har rytme, indhold, et udgangspunkt og et sted. Et øjeblik efter kan der ske noget andet.

For selvom egetræet er et egetræ med rødder, stamme, grene og blade og næppe ønsker sig at fortælle andre historier end egetræets. Så er årstiderne, regnen, solen, løvfaldet ord om forandringerne i og om et træ som egen. Og måske kan egen alligevel også fortælle om fuglen der sætter sig i dets krone eller om det sære sydlige pinjetræ?

Som fortæller i en dansk kontekst er det måske tit det lidt tilbageholdte, den kølige distance, selvironien der er mig nærmest. Og der er gode grunde til at juble over alle Klods Hans’erne. Det er skønt at afsløre alt der forlorne og forløjede. Og det er ikke nok at le af de andre og en selv, selvom det kan være vigtigt nok.

Fokus på netop fortællingens politiske kraft og fredsskabende mulighed, på det opbyggelige var frem for alt det jeg mødte i ophold og festival på et kloster udenfor Rom. De italienske fortællere Paula Balbo og Davide Bardi har gennem flere år samarbejdet og trænet med en flok palæstinensiske kvinder og professionelle fortællere. De har arbejdet med fortællinger som en fredsskabende og kreativ kraft i den voldelige konflikt der lige nu kun synes at eskalere, og hvor ingen tør blinke eller tænke i det store politiske spil.

Og mens konflikten på afstand let blive til en tynd og abstrakt fortælling, til tal i avisens notitser, så sker der noget, når vi mødes og historien bliver levende. Det gør en forskel, når vi deler, både det svære og det glade. Så vi både fandt og skabte håb, når historierne kom i sving. Når vi øvede os i at mødes på tværs af forskelligheder og dele fortællinger om håb og talte om træerne, vi kan plante og beskytte, om børnene der ofte viser vej med bedre håb og mere tålmodighed, når vi tør lytte i urolige tider.

Og vi så glimt af andre og rige traditioner, måder at fortælle på. Persiske billeder og rytmer og dansere fra Palæstina, Ungarn og Italien. Og altid en fløjte, en tromme, toner der blandede sig ind i fortællingerne. Jeg anbefaler det gerne: mødet på tværs af kulturer; omkring de fortællinger der skaber os og om os der skaber fortællingerne sammen. Vi kan sætte mere i bevægelse end vi aner!