.st0{fill:#FFFFFF;}

Svendborg viser vejen 

Af Pia Sigmund – 

Mange af os husker en lærer, der kunne fortælle i timerne. Vi lyttede, og vi kan stadigvæk huske de fortællinger. Billederne står skarpt for os. Vi husker også, hvordan hele klassen, selv de mest urolige, sad musestille og sugede til sig. Vi var sammen i en anden verden. Bagefter talte vi tit om handlingen. Den satte tanker og drømme i gang. Vi digtede videre.

Hvad sker der da, når vi lytter sammen? Der opstår et fællesskab; vi reflekterer; vi bliver nysgerrige og vil vide mere; vi stiller spørgsmål; vi ser hinanden i øjnene. Det må vel være enhver lærers drøm?

Den mundtlige fortælling har så mange gode sider, og den kunne være et muligt bud på at løse nogle af folkeskolens mange udfordringer. Den er et enkelt didaktisk greb, som enhver lærer kan lære på et kort kursus.

Øjnene og opmærksomheden væk fra de alt for mange skærme, lige fra de små lommen til de helt store på væggen. Alt for ofte har de kun ligegyldig, underholdende effekt, der glemmes næste øjeblik.

Svendborg Kommune som pilotprojekt

I FIDA mener vi, at det må være muligt at gøre mundtlig fortælling til en del af alle timer i alle fag. Vel at mærke ikke kun lærernes fortælling, men også elevernes. Og vi er allerede startet på tre skoler i Svendborg. Takket være støtte fra nogle generøse lokale fonde* besøger fortællere fra Svendborg Fortælleværksted nu skolerne hver eller hver anden uge indtil vinterferien. Alle fortællinger sker efter aftale og ønske fra lærerne. Nogle har ønsket sig historiske fortællinger, andre lokale fortællinger, atter andre sagn og myter. Lærerne får tilbudt fortællekurser. Vi bliver fulgt af et lille forskningshold fra Syddansk Universitet, der vil skrive om erfaringerne, så vi alle sammen kan blive klogere på forløbet.

Inspiration fra skole til skole

Vi håber jo, at børnene og lærerne bliver glade for de mange fortællinger i de næste fire måneder. Vi håber, at lærerne får lyst til at hoppe ud i at fortælle en historie som trigger i begyndelsen af timen, som åbning til dagens emne, som fagligt input, som lille afslutning og afrunding. Vi håber, at de tre skoler kommer til at se sig selv som pionerer og som ambassadører for fortælling på de øvrige skoler i byen. Vi håber, at Svendborg bliver en fortællende kommune, hvor mundtlig fortælling er en naturlig del af hverdagen. Og endelig håber vi, at lysten til fortællinger vil brede sig til resten af landet.

Godt modtaget

Til allersidst: Fortællerne er blevet vældig godt modtaget på de tre skoler! Og ideen om Svendborg som fortællende kommune er blevet vældig godt modtaget i kommunen, lige fra borgmesteren og politikerne til hvem som helst, vi taler med. Nu er Svendborg da også i forvejen en meget livlig by og en by fyldt med kultur, så fortællingen passer lige ind.

Vi – det er arbejdsgruppen Fortælling i Skolen under FIDA. Vi er Hanne Kirk, lektor på Den Frie Lærerskole, Jesper la Cour, Det fortællende Teater, og Pia Sigmund, tidligere lærer, historiker, samt pennefører og tovholder på Svendborg som Fortællende kommune.

*SEAF og Halbergs Familiefond


Tags

fortælling i skolen


Måske kan du også være interesseret i disse?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Gør noget godt for dig selv i dag

Bliv medlem af Fortællere i Danmark