Et af mine kæreste barndomsminder foregår i mine bedsteforældres køkken. Jeg sidder på køkkenbordet, med benene frit dinglende ud over bordkanten og med en sukkermad i hånden. Min italienske farmor Tiziana var meget gavmild med at dele ud af sin livshistorie. Det gjorde hun gerne efter middagsmaden, når min farfar var gået ind for at tage sig en middagslur.
Hun elskede at fortælle, og hun gjorde det så levende, at jeg var tryllebundet lige fra første sætning. Jeg sad mildest talt med åben mund og polypper og glemte alt om sukkermaden i min hånd, der slapt endte nede på gulvet.
Som min farmor har jeg altid været optaget af min families historie og de mennesker, der har været en del af den. De er grundfundamentet for min selvforståelse – dét jeg kommer fra, og dét jeg er gjort af. Men det, at jeg selv skulle fortælle historier, var sidenhen aldrig faldet mig ind.
Først i sommeren 2016, da jeg skulle på Vrå Højskole, stødte jeg på ordet “Fortællerkursus”. Jeg havde meldt mig til et “Skrivekursus”, men det var overbooket. Så jeg skrev mig på ventelisten og tilmeldte mig “Fortællerkurset” som andenprioritet. Da jeg 4 dage inden start alligevel fik en plads på skriveholdet, sagde jeg, til min egen store overraskelse, nej! Noget inde i mig sagde, at det ville blive mere frit og legende for mig at fortælle historier verbalt fremfor at låse dem fast til et skriftsprog.
En ny verden åbenbarede sig for mig. Jeg havde erfaring med at stå på en scene og spille roller, men hér skulle jeg være mig selv, uden maske. Det var svært i starten. Jeg var genert og følte mig blottet. Men øvelser og træning, og ikke mindst de andre deltagere og deres historier, inspirerede mig til at gå på opdagelse og finde mine egne. Og lig min farmor, viste det sig, at det er lysten til at fortælle fra mit eget liv, der driver mig. Det er oftest historier fra min barndom i Italien, men ikke altid. De handler gerne om mennesker, der har krydset min vej, som på en eller anden måde har betydet noget for mig eller har gjort indtryk. Der er ofte en undertone af melankoli og eftertænksomhed, men historierne kan også være hjertevarme, uhyggelige og overraskende.
Jeg er en sproglig æstetiker. Jeg kan godt lide at fortælle klart og præcist, uden overflødige fyldord. Jeg er dog ødsel med adjektiver, når jeg skal farvelægge mine personer. Jeg forelsker mig gerne i specifikke sætninger, som jeg bruger konsekvent i en fortælling, simpelthen fordi det lyder lækkert, eller fordi det binder en sløjfe omkring dét, der fortælles om. Jeg skriver mine fortællinger ned – enten det hele eller i punktform. Så forbliver de frisk i erindringen. Op til et arrangement, øver jeg mig i at fortælle historien højt for mig selv, derhjemme – igen og igen – indtil den flyder. Det har jeg det bedst med.
Efter 24 år i København flyttede jeg sidste år til Aarhus, og er nu medlem af Fortællere i Østjylland. Jeg er først nu kommet i gang med at fortælle igen, efter 5 års pause. Jeg glæder mig til at dykke ned i flere historier og tage nye skridt i fortællekunsten.
Susanna Elisabetta Gambini
Aarhus / Højbjerg
Udd. underviser / skuespiller
Fortæller fra 2016