Susan Ørum

Susan Ørum

SEPTEMBER Jeg stod ved et stort og positivt vendepunkt i mit liv, da jeg tilfældigt mødte Forvandlende Fortællinger og kom på sporet. Allerede som barn fortalte jeg historier for mig selv for at skabe mening. Jeg havde mildest talt svært ved at navigere i verden, og af samme grund blev det senere til musik, sangtekster og skuffeskriverier. Jeg anede ikke noget om storytelling. Jeg vidste ikke, at sådan kan man også gøre. Men – det at kunne udtrykke mig igennem den personlige historiefortælling var lige som at møde en længe savnet ven. Det er en gave, at mit mærkelige liv får et nyt og andet liv gennem historiefortællingen og forhåbentlig er et positivt bidrag for dem, som lytter. I dag er jeg fortæller sammen med LostStories.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Det er et genialt medie, som er helt løsrevet fra pop, trends og gadges. Mundtlig fortælling får os væk fra den sære ide med, at vi kun har værdi, hvis vi er blæst op på storskærm eller den sidste nye smartphone. Det er for mig det stik modsatte af udvendighed, for det dur bare ikke at være en blærerøv, når man fortæller historier. I den personlige historiefortælling kan man plante et reelt håb, der er noget ganske andet end løfterne fra et Apple-produkt. Og – det er jo interessant, at des mere jeg står ved mig selv – på godt som på ondt – jo bedre fungerer mine fortællinger. Der skal egentlig et stort ego til for at stille sig op og fortælle personlige fortællinger, men paradoksalt nok bliver det først vellykket, når jeg forsvinder og lader historien få førstepladsen.

Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?

Første gang min mor læste højt for mig, hvorefter jeg skyndte mig at lære at læse, så jeg kunne blive selvforsynende. Jeg brugte det i årtier som en slags flugt, i dag er det helt modsat, fordi jeg bl.a. bruger mine fortællinger til at stå ved mig selv. Da jeg mødte Forvandlende Fortællinger, fik jeg muligheden for at formidle min glæde over at have fundet en løsning på mit alkoholmisbrug – og den lange mørke vej derhen – i min første fortælling. Her fra har jeg nærmest ikke været til at stoppe, det er – ha ha – afhængighedsskabende at forvandle overvundne kriser til fortællinger. J

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Hver gang jeg kommer videre med noget, der er vigtigt for mig personligt, så er der en fortælling, der står og venter. Når jeg oplever noget, der glæder mig, sårer mig eller overrasker mig, så skriver jeg en note, og så er der allerede mere ro over land og en potentiel ny fortælling. Jeg fortæller – stort set – i en hvilken som helst sammenhæng, hvor der er et publikum. For tre publikummer på en lille idealistisk cafe eller for 200 på Nørrebro teater.

Har du en foretrukken genre?

Jeg foretrækker at fortælle mine personlige/autentiske fortællinger, det er simpelthen her, jeg har hjemme. Men jeg lader mig hellere end gerne inspirere af dygtige fortællere – uanset genren, – hvis bare historien brænder igennem. Jeg samarbejder også gerne med andre genrer og har pt. samarbejde i gang med dels en skuespiller dels en poetry slammer.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?

Min fortællestil er nærmest sådan et fanden i voldsk ”Pippi Langstrømpe univers for voksne”, hvor jeg forfremmer personlige rodebunker til fortællinger. Det er sådan råt for usødet, og der er ikke meget tuttenuttethed eller føleri i mine fortællinger, til gengæld er der masser af sort humor mellem linjerne. J

Hvad er du optaget af i øjeblikket?

Jeg arbejder sammen med de andre fortællere i fortælle-ensemblet LostStories – De andre fortællinger. Og så brygger jeg på mit eget projekt –- hvor jeg vil kombinere en mere løs snakke-genre med historiefortællingen. Og så sir jeg bare JA, hvis nogen inviterer mig til at fortælle en historie.

 

 

Susan ØrumSusan Ørum

Født 1965

Bor i København

Uddannelse: Cand.comm. med speciale i HR

Fortæller siden 2013

susanoerum@gmail.com

Susan Ørum//Facebook