Spændende møde i Skolegruppen

Den 12. juni havde skolegruppen møde på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Det var et møde ud over det sædvanlige. Dels var deltagerlisten udvidet til også at indbefatte ledere fra den Frie Lærerskole, som er bærer af den levende fortælling, specialestuderende i mundtlig fortælling, lærere fra andre samarbejdende skoler, fortællere, forskere og ikke mindst en politiker, som selv sluttede af med at erklære, ”at denne dag er en begyndelse. Fortællingen griber ind i læreplanerne”.

Den deltagende Politiker var Lotte Rod, undervisnings- og børneordfører for Radikale Venstre. Hun fortalte, at ”der er et opbrud lige nu og nye alliancer blandt politikerne”, og hun fortalte om partnerskabet ”Sammen om skolen”.

”Sammen om skolen” er et tæt samarbejde med store aktører på folkeskoleområdet; Danmarks Lærerforening, elever, skoleledere, forældre, kommuner og politikere som drøfter væsentlige skolepolitiske tiltag forud for de politiske beslutninger.

FIDA er muligvis ikke en stor aktør, men er absolut på banen. Skolegruppen, som til daglig består af Pia Sigmund, Hanne Kirk og Jesper La Cour kunne præsentere ikke mindre end to store projekter, der vil dokumentere den mundtlige fortællings berettigede plads i lærerplanerne.

Pia Sigmund fortalte om det ene projekt ”Svendborg som fortællende kommune”. Dette projekt involverer 3 skoler og ”Svendborg Fortælleværksted”. Dette projekt har indhentet en del af de ansøgte midler fra fonde.

Jesper La Cour præsenterede projekt Skabende fortællinger, som tager udgangspunkt i en samskabende og praksisforankret forskning, der ønsker at undersøge mundtlige fortællinger som metode til at skabe trivsel og positive læringsfællesskaber. Projektet involverer tre skoler omkring Roskilde og til at gennemføre forskningen deltager Professionshøjskolen Absalon, professionelle fortællere, lærere og pædagoger samt skoleelever.  Jesper La Cour, det Fortællende Teater, har i samarbejde med Professionsskolen Absalon og de tre skoler sendt ansøgning til Mærsk Fonden om støtte, så projektet kan gennemføres.

Under mødet berettede de fem specialestuderende om deres afgangsprojekt, og alle deltog i en lille øvelse med dem. Meget passende havde Hanne Kirk derefter et oplæg om uddannelse af lærere og pædagoger til folkeskolen – ud fra erfaringer på Den frie Lærerskoles læreruddannelse og skolens efter- og videreuddannelse.

Afslutningsvis var der debat og åben dialog blandt mødets deltagere, og som Lotte Rods afsluttende bemærkning viser, var dagen givet godt ud.

Spændende møde i Skolegruppen 1

Skolegruppen: Jesper La Cour, Hanne Kirk og Pia Sigmund


Tags

fortælling i skolen


Måske kan du også bruge dette?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}