Som barn turde jeg ikke lukke øjnene, når jeg fik fortalt godnathistorier. Mine søskende faldt i søvn, men jeg stirrede standhaftigt mod lampeskæret. Hvis de voksne troede, jeg sov, ville historierne jo standse. Jeg ville helst have, at de fortsatte til langt ud på natten.
Heldigvis standsede historierne aldrig. Jeg kommer fra et hjem, hvor der både blev læst, fortalt og skrevet. Det gjorde jeg også selv, i en sådan grad at dansklæreren gav mig to stilehæfter, hver gang de andre fik ét. Men det var først som fjortenårig, jeg lærte, at ’historiefortæller’ var noget, man kunne være. Jeg husker tydeligt første gang, jeg mødte en professionel fortæller. Jeg sad under et æbletræ en lun sommerdag. Ved et andet træ stod en mand og talte og gestikulerede foran folk, som var fuldstændigt opslugte. Langsomt rykkede jeg fra det ene træ til det andet – og gik derfra med en følelse, som brændte inden i mig. Det ville jeg også kunne! Det der… hvad end det var, jeg lige havde oplevet.
Det var svært at stå som fjortenårig og være fuldstændig bidt af en kunstart, ingen omkring mig kendte. Jeg anede ikke, hvordan man blev fortæller, men jeg begyndte at rejse Nordsjælland tyndt for at være publikum til så mange arrangementer, jeg kunne opstøve. Fra en stol i halvmørket tog jeg gradvist ved lære. Jeg lyttede. Kiggede. Og huskede. I mine forældres kælder forsøgte jeg at genskabe det, jeg havde set, og med et skridt ad gangen lykkedes det mig at finde vej op på scenen.
I dag er jeg i fuld gang med at finde ud af, hvor meget luft jeg kan få under vingerne som fortæller. Der er så meget at opleve og udforske inden for vores fag! Jeg elsker det for at være så frit og kunne skabe uendeligt meget i fantasien, selvom – eller netop fordi – scenen er minimalistisk. Jeg kan bruge time efter time på at nørde og dygtiggøre mig i fortællekunstens håndværk, og jeg elsker når historierne hvirvler rundt mellem mig og publikum.
Mine historier bevæger sig ofte mellem realisme og det magiske. Et skib kan sejle op blandt stjernerne, røde roser opstå fra krigsofres blod, og en bus kobles sammen med millioner af års oliedannelse og geologiske processer. Inspirationen kan opstå fra alt, men som regel spejler historierne på en eller anden måde noget, jeg undrer mig over, tænker på eller føler stærkt for. I øjeblikket kredser mange af dem om tid, frihed og menneskets forhold til naturen.
Til dagligt arbejder jeg som museumsinspektør og bruger en stor del af min øvrige tid på fortælling og foredrag. Jeg startede med at dyrke fortællingen som ren kunstart, men der har vist sig også at være et stort overlap mellem at være historiker og fortæller. Det fik jeg rig mulighed for at udforske, da jeg under min studietid var ansat som formidler på Nationalmuseet. I seks år fik jeg meget frie rammer til at eksperimentere med grænserne mellem fortælling og faglig formidling, og jeg bliver nok aldrig færdig med at undersøge, hvordan fortiden kan gøres til et fortællende univers fuldt af farver og stemninger.
Jeg er nysgerrig på, hvordan min fremtid som fortæller kommer til at forme sig. Jeg vil gerne kunne leve delvist af det, men det vigtigste for mig er at beholde lysten og glæden ved at fortælle.
Navn: Ragnhild Clod Pedersen
Bopæl: København
Uddannelse og beskæftigelse: Historiker, arbejder som museumsinspektør
Fortæller siden 2017
Hjemmeside: ragnhildclodpedersen.dk