Peter Schødt Dalsgaard Månedens Fortæller juni 2021

Jeg er jo ikke sådan en rigtig fortæller…

”Jeg er jo ikke sådan en rigtig fortæller”… – hørte jeg mig ofte forklare før i tiden. På trods af, at storytelling har været omdrejningspunktet gennem en ikke uvæsentlig del af mit virke – såvel privat som i jobsammenhænge. 

Siden jeg blev udlært i reklamebranchen, hvor jeg skrev tekster i lange baner, over tiden i underholdningsbranchen i Musikhuset Esbjerg, på Aarhus Teater, som underviser og rollespiller på Testrup Højskole og som børneunderholder i karakter af middelaldergøgleren Mester Peder, Den Rare Julemand og cirkusklovnen Minimus, har jeg arbejdet med formidling af historier, fortællinger og information.

I mit eventfirma rammesætter vi altid aktiviteterne i en fortælling – uanset om eventen er teambuilding for projektledere fra Mærsk eller rollespil for børn. På trods af alle disse måder at ”fortælle” på trængte troen på egne evner som interessant fortæller til et ordentligt boost.

Det boost og den tro fandt jeg på Fortælle Akademiet, hvor jeg var heldig at følge modulerne på akademiets første kuld.

I flere år, har en af mine foretrukne sommerbeskæftigelser været at undervise på familiekurser på spændende højskoler. Det var netop som rollespils-underviser på et sommerkursus på Vestjyllands Højskole, at jeg mødte Ingrid Hvass, der inspirerede og motiverede mig til at tilmelde mig til Fortælle Akademiet.

Her oplevede jeg er spændende og lærerigt forløb, og fik praktiske og kunstneriske redskaber til brug i mundtlig fortælling i et væld af sammenhænge. Både som formidling og som kunstnerisk udtryksform. Gennem forløbet blev jeg meget mere skarp på min personlige fortælleform og på min målgruppe.

Jeg definerer mig nu som ”rigtig fortæller” og jeg er især optaget af improviserede fortællinger for børn. Her danner historiske markeder, historiske festivaler og museer den bedste ramme for mit alter ego Mester Peder

Ud fra princippet “pyt være med om det er sandt, bare det er underholdende” fortæller Mester Peder historiske skrøner og røverhistorier. På snedig vis snor Mester Peder fortællingerne rundt om sin lillefinger og fletter sig selv ind i ikke uvæsentlige biroller i Danmarkshistorien.

Mester Peder inviterer også gerne markedets børnegæster til at tage del i sjove improviserede fortællinger. Kisten har jeg fyldt med sjove, historiske hatte – og børnene inviteres på scenen, hvor de selv kan vælge en hat og en rolle – og så skal der skabes fælles historier. Sammen med børnene improviseres små sjove teaterstykker, optrin og forestillinger, der tager udgangspunkt i markedets eller lokalområdets middelalder-historie. Det er herlig underholdning og historisk formidling på én gang.

Jeg underholder også gerne med mine “Mørkefortællinger”, der er uhyggelige spøgelseshistorier og grumme beretninger fra den mørke middelalder. Det er altid et hit før børnenes sovetid.

I det hele taget nyder jeg at optræde for og med børn. De er et nådesløst publikum. Her er der ingen, der klapper høfligt, så du er aldrig i tvivl om egne evner, eller om underholdningsværdien holder. Reaktionerne fra børnepublikummet er spontane, og du er ikke i tvivl, hvis du ikke fanger børnene.

Fortælle Akademiet hjalp mig også til at blive endnu skarpere på fortælle-elementet, når jeg laver events for virksomheder. Vi bruger nu ofte mysterier og fortællinger som ramme omkring seriøse teambuilding-aktiviteter. Det er jo ingen skade til at føle sig underholdt, selvom agendaen er seriøs og business-agtig.

Så i dag tør jeg godt sige: ”Jeg er rigtig fortæller”

● Peter Schødt Dalsgaard

● Hannesvej 3, Svejstrup, 8660 Skanderborg

● Uddannet i herremanufaktur og reklamebranchen for længe siden. I dag selvstændig på 14. år med egen event- og underholdningsvirksomhed

● Fortæller siden ….

www.mesterpeder.dk / peter@eventsupport.dk