JULI Mit barndoms favoritbillede af mig selv er et, hvor jeg i 1974 som 7 årig står på armlænet af en lænestol i vores stue. Jeg er nødt til at stå på armlænet, for at mit øre kommer på samme højde som hylden med højttaleren. Og man kan se på mit ansigt, at jeg bare skal have det hele med. Hvert et ord. Der er nemlig børneradio. Og jeg husker fornemmelsen af, at det eneste, der eksisterede for en stund, var mig og den historie, jeg lyttede til.
Og det havde jeg brug for som barn. At forsvinde ind i historier, andre verdner og der møde børn, der ligesom jeg tvivlede på, at de var havnet i den helt rigtige familie eller det helt rigtige sted eller i den helt rigtige tid.
Åh, vidunderlige historier om forbyttede børn, der finder deres rigtige forældre, som har savnet dem, sørgelige historier om fattige børn, der må sendes bort og arbejde hårdt fra morgen til aften, spændende historier om modige børn, der opklarer mysterier, og som gør alt det, man egentlig ikke må, og smukke historier om ubrydeligt venskab og evig kærlighed.
Jeg slugte det hele. Fordøjede lunserne i stille ensomhed eller spyttede larmende bobler højt i vejret, når indtrykkene flød over.
Og det er den fascination af – og fryd ved at forsvinde ind i en historie, som jeg stadig søger og drages af. For jeg tvivler stadig… og har brug for historier om: at tro på en drøm, rejse ud, danse natten væk, sige farvel, sejle ud over kanten, finde kærlighed og tabe den igen, blive ramt af en skygge og finde guld for enden af regnbuen. Det, at vi som mennesker i en fortælling kan møde følelser, erfaringer, visdom, nærvær og humor og opleve forbundethed med andre mennesker, naturen, det mytiske lag, kunstens væsen, er… vidunderligt. Og jeg føler mig privilegeret over, at mit liv har formet sig så mageløst, at jeg har kunnet bruge glæden og interessen ved at formidle historier til børn og voksne i så mange forskellige sammenhænge. På museer, skoler, cafeer, børnehaver, højskoler, og dagligstuer.
Særligt mit arbejde i Den Gamle Bys skoletjeneste har været en fornøjelse. At bruge de gamle folkeeventyr i historiske rammer, hvor eleverne både får en viden om og forståelse af, at det faktisk giver mening at ønske sig tællelys. Fx når man kommer i besiddelse af en magisk kaffekværn, der ellers kan male lige, hvad man ønsker. Oplevelsen af at sidde inde i et skomagerhjem anno 1864 – i mørke – med et enkelt lys på bordet og den information, at en familie af den stand ville have 12 lys til forbrug om året, skaber en dybde og meningsfuldhed i eventyret, som ellers ikke ville være tilgængelig for moderne børn.
Det falder mig let at bruge den mundtlige fortælling i en undervisningsmæssig sammenhæng, hvor nogen har bestemt, at nogen andre skal lære noget om noget, og mit job er at formidle dette noget. Det giver ligesom en legitim grund. Langt sværere var – og er – det i sammenhænge, hvor ingen har bedt om det. Der synes jeg, det kan være et stort ansvar at tage ordet, opmærksomheden og folks tid. Tænk, hvis de ikke synes, det er passende, eller tænker, Guuud, hun har da et stort behov for at blive set – eller synes, det er en malplaceret, barnagtig, eller noget helt tredje. Eller, ohh skræk og rædsel, tænk, om de synes, jeg er virkelig dårlig og derfor bare burde tie stille eller noget i den dur. Så er det så befriende og stærkt at opleve, at historien tager over, og Neel forsvinder.
At turde være historiefortæller er for mig en evig balancering mellem at forsvinde i historien og være synlig som menneske. Og holde fast i troen på, at når det har givet mig så meget, må jeg også give det videre. For måske sidder der en derude, der har lige så meget brug for det som mig.
Neel Holm
Født 1967
Bor Højager 142, 8530 Hjortshøj
Uddannet skuespiller fra Cantabile 2, Meritlærer i 2012, Diplom i “Fortællekunst og det narrative” fra Den fri lærehøjskole i Ollerup.