Da ’Roskilde Fortællecirkel’ skulle promoveres kom jeg dertil, hvor en kategori skal vælges. Hvad er det for et arrangement? Er det et foredrag? Noget teater? Lyrik/litteratur? Eller måske det obskure ’diverse’? Enhver fortæller kender problematikken; hvad vælger man, når mange overskrifter passer lidt, men ingen passer helt? Til fortællecirklen, valgte jeg, måske lidt utraditionelt, kategorien ’sundhed og omsorg’. Det gjorde jeg, fordi jeg primært ser historiefortælling som et helende og nærende kunsthåndværk. De bedste fortælleoplevelser er dem, der efterlader et aftryk i hjertet, som man tager med og kan vende tilbage til, når der er brug for det. Og der er brug for det. Vi lever i en fortravlet verden, hvor alt skal nås på ingen tid og hvor vores forhold til hinanden bliver mere overfladiske og distancerede, fordi de i høj grad foregår via en skærm. Den levende mundtlige fortælling er en modvægt til denne speedverden. Den er et møde mellem mennesker og rummer en deling af noget, der rører sig indeni. Noget, som har værdi for fortælleren og derfor også bliver værdifuldt for lytteren. Når der fortælles og lyttes opmærksomt, bliver historien en fælles oplevelse. Det er det jeg elsker mest ved kulturen i den mundtlige fortælling.
Min vej ind i fortællingens univers var i første omgang via en psykoterapiuddannelse. Den fremhævede brugen af mundtlige fortællinger som et givtigt redskab i den terapeutiske værktøjskasse, bl.a. fordi historier opererer i et metaforisk univers og derfor kan kommunikere på en indirekte måde. Det har været fortællingens funktion i årtusinder og jeg vidste, det gav god mening, men jeg var slet ikke klædt på til den del af terapeutrollen. Jeg havde ikke et forråd af fortællinger, jeg kunne dele ud af efter behov. Derfor forputtede den mundtlige fortælling sig i nogle år, indtil jeg i 2013 var til en fortælleforestilling med engelske Ashley Ramsden, som er fortæller og medstifter af ’the School of Storytelling’ på Emerson College i Sydengland. Han inspirerede mig til at tage det første af mange kurser udi fortællekunsthåndværket. Det var på Emerson, jeg hørte om den indiske fortæller Geeta Ramanujam, som jeg senere var heldig at få undervisning af i hendes historiehus ’Kathalaya’ i Bangalore. Det var også på Emerson, jeg oplevede Shonaleigh, som er fortæller og traditionsbærer. Måske var det ønsket om at opbygge et forråd af historier, der fascinerede mig ved Shonaleigh, som har omkring 3000 fortællinger i sit forråd. De mange fortællinger har hun fået direkte fra sin mormor og de har aldrig været nedskrevet. Til gengæld hænger de sammen i et kæmpe kompliceret netværk, så den ene fortælling sætter gang i den næste, som så har endnu flere historier i sig. Én historie tager flere dage at fortælle og så er der stadig mange dele, hun må udlade. Heldigvis deler Shonaleigh ud af sin enorme viden om fortælling som kunsthåndværk på det 3-årige kursus ’Walking the Wildwoods’, som jeg har fuldført.
De mangfoldige erfaringer med historiefortælling gennem de sidste 10 år, har givet mig et stabilt fundament til videreudviklingen af mit fortællekunsthåndværk. Jeg nyder at tage ud som professionel fortæller til diverse arrangementer. Samtidig kalder arbejdet med fortælling, som et sundhedsfremmende redskab og jeg er derfor i gang med at uddanne mig til psykomotorisk terapeut med henblik på at inkludere fortælling i sundhedsprofessionen.
Fortællecirklen, som jeg nævnte i indledningen, er et frivilligt initiativ, hvor alle med interesse i historier kan mødes for at dele mundtlige fortællinger med hinanden. Som navnet indikerer, sidder vi i en cirkel og er alle både fortællere (hvis man vil) og lyttere. Indtil videre har vi afholdt tre fortællecirkler og hver gang går jeg derfra med et stort smil på læben, beskæftiget i at det virkelig er helende at være i et rum med plads til fortælling.
Mette Jørgensen, Roskilde
Fortæller & ergo-, psyko- og psykomotorisk terapeut