APRIL 12,5 cm var hvad der skulle til. 12,5 cm af kedelig krydsfiner på en overskyet lørdag formiddag gjorde mig til fortæller – 12,5 centimeter støvet sort filt ændrede mig.

Jeg ville som økonom gerne vide mere om at præsentere regnskaber og husleje­forhøjelser for beboere. Det var noget, jeg var god til – men jeg ville blive bedre. Mit firma havde kun kurser som ”PowerPoint 101” eller ”Kropssprog for begyndere”– ikke noget for mig. Ved et tilfælde hørte jeg om BestTellers, og det gjorde mig nysgerrig. Jeg kendte ikke ret meget til historiefortælling. Som barn havde jeg været i Italien og hørt Dario Fo fortælle Tiger-historier uden at fatte et kvidder, og jeg var også ved et tilfælde på YouTube faldet over ”The Moth”, hvor Bokara Legrendre og Andie Christie havde ramte mig på en eller anden måde. Men det var, hvad jeg vidste. Jeg syntes, at firmaet skyldte mig et kursus, så jeg meldte mig til historiefortæller-kurset i BestTellers. Mit eneste formål var at lære nok til at hjælpe mig med at levere kedelige budskaber til beboere, eller vinde forhand­linger – intet andet. Så jeg var kry som en Cheshire Cat, da jeg mødte op på kurset, for hvor svært kunne fortælling være. Men så var det, at vi skulle gå op på scenen og fortælle for de andre kursister.

12,5 cm – så høj var scenen – 12,5 cm der ændrede alt. Da jeg stod deroppe og fortalte min lille historie, vendte verden vrangen ud, og jeg vidste, at det ikke bare drejede sig om manipulation og kropssprog – men noget helt andet. Det drejede sig om at formidle tanker og ideer direkte ind i hjertet på tilhøreren, uden om hjerne og normer – og at det var en fantastisk følelse – næsten magi!

Jeg lå søvnløs hele den nat efter kurset, og det var først, da jeg stod op og begyndte at lave min første historie, jeg fandt fred. Måske har jeg altid fortalt historier. Der var altid en skrøne til festligt lag. Der var altid en historie, når datteren skulle sove. Måske var det fordi, jeg er vokset op i arbejderklassen, hvor historier er en måde at underholde sig på – historier fra skurvognen, eller historier om den skøre onkel, eller måske var det bare fordi, jeg er en af DEN slags mennesker.

I mine historier elsker jeg at tage noget helt almindeligt og vride det 47½ grad i en eller anden retning, og se hvad der sker. Det kan være en mand der indleverer sin kæreste i en genbrugsbutik, eller hvad nu hvis en jurist tog Karmaloven bogstaveligt, eller hvis Døden er en DLG-mand, der kører de døde til lufthavnen. Alt sammen absurd og alligevel genkendeligt – magisk realisme om man vil – og kun for voksne.

Det har aldrig interesseret mig at fortælle for børn. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg tror basalt set, at jeg synes det er kedeligt og uinteressant for mine historier. På samme måde har det heller ikke interesseret mig at fortælle materiale, der ikke er mit eget. De to aspekter: kun for voksne, og kun eget materiale er nok blevet mine egne personlige dogmeregler.

Mine historier giver mig udfordringer, da jeg i min fortællestemme til disse skæve næsten realistiske historier ikke er flamboyant eller har store armbevægelser, men i højere grad bygger på små detaljer, hvilket jeg egentligt synes er lidt ærgerligt, da det vil klæde historierne at fortælle­stemmen fylder mere. Så nu går jeg og arbejder med at få min fortællestemme til at yde mere til historien, uden at historien mister sin autensitet. Jeg har ikke brudt koden til det endnu – meeeen mon ikke det kommer.

Sidst men ikke mindst går jeg lidt og roder med, hvordan man kan bruge IT til historiefortælling og gøre det til en aktiv del af en fortælling. Fortælleren skal nødigt ende som en del af en svunden tid – langt hellere skal vi være en aktiv del af fremtiden. Lad os få historierne til at blive en forbrugsvare for alle, i stedet for bare en kuriøs kultur instans.
En god fortælletid til jer alle og god april – foråret er på vej.

Martin Erik Stenz
Oldenvej 25 – 4174 Jystrup
HA/HD uddannet – nu arbejdsløs
Fortæller siden 2015
Sparfugilms@gmail.com