Marlena Porat Juli 2021

Det meste af mit liv har været fuld af teater. Og så, ved en tilfældighed, sådan lige pludselig, foran en flok beboere på et plejehjem, blev jeg grebet af fortællingens magi.

Så længe jeg kan huske, har mit hoved været fuld af historier, der gerne ville ud. Som barn fortalte jeg troldehistorier, som jeg selv fandt på. Derudover kunne jeg bruge timer på at lave forestillinger på mit lille dukketeater af træ, på at skabe historierne og finde på de forskellige teaterfigurers stemmer. Senere begyndte jeg at gå til drama, spille teaterstykker og lave revyer for et publikum.

Efter gymnasiet var jeg på Herning Højskoles skuespillerlinje, men tænkte, at det er nok FOR vildt at blive skuespiller. I stedet tog jeg en universitetsuddannelse i fransk og retorik. Jeg blev indvandrerlærer for voksne, og fordi jeg elskede at undervise, tog jeg senere en læreruddannelse. Alligevel vendte teateret tilbage igen og igen. Jeg kom med i en forestilling på Gellerupscenen, som spillede over flere måneder, en hel sommer arbejdede jeg som dukkespiller i Legoland og i rigtig mange år var jeg teatersportsspiller i gruppen “Den skaldede paryk”.

Til sidst måtte jeg erkende, at jeg skulle have et job, hvor jeg kunne være dramatisk skabende. Jeg blev ansat på Børnenes Friskole, hvor jeg underviste børn og unge i drama, lavede teaterstykker og musicals og skrev manuskripter. Samtidig tog jeg DATS teateruddannelse, en diplomuddannelse i drama og skrev bogen “Dramagi” – om hvordan man skaber magi i dramaundervisningen.

I mange år elskede jeg friskolelivet. Det at undervise børn og unge i drama var magisk. Gennem min undervisning kunne jeg få dem til at træde frem, åbne sig op og sætte sig selv på spil.

Men efter 10 år på friskolen havde jeg brug for, at der er skete noget nyt og andet. Hvad vidste jeg ikke. Jeg var i krise, fordi jeg havde troet, at drama og teateret var min vej. Men hvis ikke det, hvad så?

Ved en tilfældighed så jeg jobopslaget til stillingen som Flyvende Oplevelsesmedarbejder. Titlen var så skør, at jeg måtte søge jobbet. Jeg kom til samtale, optrådte i 10 minutter som en del af samtalen og fik stillingen. Fra at have undervist børn og unge skulle jeg nu skabe oplevelser gennem fortælling for ældre på alle Aarhus Kommunes 50 plejehjem.

En ny verden åbnede sig for mig, da jeg fortalte og så ind i de ældres øjne. Jeg mærkede deres ro, varme og opmærksomhed, og jeg mærkede historiernes betydning i mødet med de ældres levede liv.

I starten fortalte jeg H. C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr, så gik jeg videre til Selma Lagerlöf, Karen Blixen og andre skribenter. Senere begyndte jeg selv at skrive de historier, jeg fortalte. Historierne opstod i mit hoved efter samtaler med de ældre. Deres historie blev en del af mine historier.

Jeg oplevede og oplever til stadighed, at de historier sætter gang i deres erindringer, tanker og følelser, og at genkendelsen fylder de ældre med varme, glæde og liv.

I mange år fik jeg andre op på scenen, nu står jeg der selv, men ikke med kulisser, rekvisitter og lange dialoger, nej helt nøgent med min krop og stemme som eneste redskab. Jeg har fundet min dramatiske vej. Jeg er blevet mit eget fortællende teater, og mine historier indeni kommer ud, sætter aftryk og blive en slags fortællende poesi.

Sidste år blev jeg formand for fortællere i Østjylland. Jeg håber, at jeg kan gøre mit til, at fortælle-stunder breder sig ud i hver en afkrog af Århus og omegn. For livet har vist mig, at fortællinger skaber fællesskab og nærvær, genkendelse og glæde, følelser og tanker og er limen til sammenhæng i ethvert nu.

Marlena Porat

Bopæl: Hjortshøj, lidt uden for Aarhus

Mobil: 29918190

Mail: marlenaporat@gmail.com

Job: Flyvende Oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune

Jeg har nok egentlig fortalt hele livet, men som beskæftigelse siden 2015