Maria Junghans

NOVEMBER I følge Barnets Bog er min løbebane som fortæller startet nogenlunde samtidig med, at jeg kunne konstruere en sætning. For ni år siden besluttede jeg, at det skulle være min levevej.

Fortællingen som form er fabelagtig. Der er frihed til at ændre på historien undervejs, til at lege og eksperimentere inden for historiens univers. Som fortæller har man mulighed for at skabe verdner, hvor alt er muligt, så længe det er troværdigt eller troønskeligt (at man ønsker at tro at historien er sand). Troværdigheden kommer, når jeg kender stederne og personerne i detaljer. Nogle detaljer er fuldstændig ligegyldige for historiens gang, men ikke for mig. For jeg bevæger mig i historiens univers, som vi gør i denne fysiske verden. Og jo bedre jeg kender historiens univers, desto bedre kan jeg bevæge mig i historiens gang uden at snuble.

I historiens verden kan jeg se ind i personernes tanker, jeg kan føle det, de føler og høre deres tanker. Jeg kan uhindret gå ind i alle huse og læse alle personlige papirer, der måtte være. Jeg har lov at være ublu nysgerrig og bede om svar på mine spørgsmål. Men det er ikke altid, at mine fiktive personer vil give mig svar eller vise sig for mig. I starten troede jeg, at jeg var herre over historierne. I dag er jeg mere tilbøjelig til at mene, at jeg er ufattelig heldig at have adgang til historiernes kilde og taknemmelig for den tillid, personer og steder viser mig ved at blotlægge sig selv og deres hemmeligheder for mig.

Ofte starter en ny historie med en undren. I min seneste fortælling “Forbindelsen til Clara” søger jeg at finde svar på, hvordan det påvirker os at skjule dele af vores fortid for vores nærmeste. Er man summen af sine handlinger, eller kan man trække en streg i sandet og lægge fortiden bag sig? Vil den elskede fortsat elske en, selv hvis man har gjort noget utilgiveligt i fortiden, før man mødtes? På den måde kan man af fortællingerne få livserfaringer og forståelse for andres handlinger, uden at man behøver at gennemleve det på egen krop i virkeligheden.

En helt anden genre er de spontane historier, der opstår i nuet og udspringer af situationen. De er egentlig årsagen til, at jeg besluttede at leve af at fortælle historier og få fuld digterisk frihed. For engang var jeg kommunikationskonsulent og pressemedarbejder i olie- og finanssektoren. Her skete det, at jeg blev ringet op af journalister, der fx ville vide, hvorfor kornaktierne så ud til at være på himmelflugt. Da sandheden ofte var mindre festlig, stormede en spontan historie frem, og kun i sidste sekund, inden den tog hovedspring fra tungespidsen ind i journalistens øre, nåede jeg at standse historien om, hvordan kornaktierne blev presset kunstigt i vejret, fordi formanden for verdensbanken lider af araknofobi og følgelig har fået destrueret store dele af kornreserverne for at komme en særlig edderkop til livs, der lever netop i kornsiloer og i øvrigt er nært beslægtet med den indiske korsedderkop. I den branche er historien løgn, i fortællebranchen er det en troværdig historie.

FAKTABOKS
Maria Junghans
Født 1976
Bagergade 57, 5700 Svendborg
Cand. mag i International Virksomhedskommunikation med speciale i Storytelling
Fortæller siden 1978 og professionel siden 2008
www.junghans.dk
maria.junghans@gmail.com