Maren Grosen Månedens Fortæller December 2020

Da jeg var lille, var noget af det bedste, jeg vidste, når min far fortalte mig historier!
Det foregik som regel enten i sofaen eller i min seng, hvor min far ”lavede mig til en pøls” – det vil sige, at han pakkede dynen godt og grundigt rundt om mig, så jeg næsten ikke kunne bevæge mig, hvorefter han gik i gang med at fortælle. Det var ikke den stramtpakkede dyne, der fik mig til at ligge stille og lytte.
Det var ordene.
Fortællingen.
Magien, som opstod dér imellem ham og mig.
Som regel fortalte han folkeeventyr, for eksempel eventyret om Vildering Kongesøn og Misseri Mø eller fortællingen om Esben Askepuster og den lille, hvide kat.
Ud over den nærhed som opstod, når han fortalte, tilbød eventyrene en magisk virkelighed, som svarede temmelig godt til mit indre univers, som var befolket med et utal af uhyrer, hekse, trolde, feer, som jeg vidste, levede deres hemmelige liv overalt omkring mig.
Jeg spejlede mig i fortællingerne, og fandt i eventyrene forklaringsmodeller på de ting, jeg oplevede, men ikke forstod – og der var meget, jeg ikke forstod, skulle jeg hilse at sige!
Senere overtog bøgerne og litteraturen min fars plads på kanten af sengen; jeg tyggede mig igennem det lokale børnebibliotek, og havde i en alder af tretten år læst alt, hvad der var værd at læse i det lokale bliblioteks børneafdeling.
Pippis far var sørøverkonge – min far var revykonge i Esbjerg, og han lavede revy mindst to gange om året. I de perioder var han enten væk, fuldstændig opslugt af at skrive tekster, komponere sange, melodier, arrangementer eller instruere, eller også var vores hjem befolket med teatergale, larmende, skraldgrinende, festgale mennesker.
Fortælling, kreativitet og iscenesættelse er nøgleord i min praksis den dag i dag.

For mig selv tog det der med at fortælle historier for et publikum for alvor form og fart, da jeg blev leder af et lille børnekulturhus i Købenavns Nordvestkvarter.
Huset havde et tilbud ”Dramateket”, som var en slags indendørs temalegeplads eller sanseudstilling, som var tilsat alle teatrets forførelsesmidler: lyssætning, rekvisitter og kostumer – og som introduktion til det tema, de besøgende børn blev præsenteret for, fik de en lille forestilling.

Det var hér, jeg opdagede, hvor godt fortællingens enkle format passede mig: Som fortæller kan du male levende billeder i luften, og publikum kan se dem for deres indre blik.

I de første mange år fortalte jeg kun for børn: Jeg er vild med den meget kontante og upolerede respons, man som optrædende får; børn lader sig ikke snyde: Er du ikke nærværende, har du ikke greb om din fortælling, er der afregning ved kasse ét. Men griber du nuet, formidler du levende og engageret, har du styr på retningen i din fortælling, kan rummet mellem fortæller og publikum være elektrisk.
Elektrisk, ja. Det er et centralt ord:
Jeg oplever fortællingens rum som en elektrisk og vekselvirkende sfære. Et hér og nu-rum, hvor absolut nærvær og improvisation er et vigtige elementer: Jeg fortæller sjældent en historie på præcis samme måde, for dynamikken mellem mig som fortæller og publikum som subtile eller meget direkte medskabere, er med til at forme fortællingens puls, kadence og fokus.

Nu fortæller jeg både for børn og voksne. Jeg holder rigtig meget af at fortælle, når publikum både er børn og voksne – for der er intet, som kan samle som en god fortælling. En god fortælling appellerer både til tanke og følelse. Jeg er stadig vild med eventyret og den magiske realisme som formater, for her kan du fortælle på realistisk og symbolsk plan på én og samme gang.

Jeg finder stor inspiration i billedbøger – en god illustrator kan få min fantasi til at gå AMOK!

Jeg er optaget af, hvordan fortællinger kan iscenesætte og skabe nye virkeligheder, og jeg har på forskellige måder arbejdet med at bruge fortællingen til at styrke og forme forskellige udsatte boligområders særegne identitet.
Lige så meget, som jeg selv elsker at fortælle, kan jeg lide at få andre til at lukke op for deres sanser, fantasi og erindringer i deres egne fortællinger:
I 2015 stod jeg bag fortælleprojektet ”Mit Sted”: Jeg fik Alexandrainstituttet til at opfinde nogle fortællende bænke, som blev installeret på Bispebjerg. Det, som bænkende kunne fortælle, var indlejrede historier, fortalt af lokale børn, unge og voksne. Alle historierne tog udgangspunkt i livet og dagligdagen i kvarteret, og dannede tilsammen et poetisk og positivt narrativ om et kvarter, som ellers havde suspekte navne som f.eks. Nord-Værst eller Nord-Lædervest.

I 2017-18 var jeg tilknyttet Hedemarken Biblioteks projekt ”Levende ord”, hvor vi gennem fortælling på gader og stræder, på arbejdspladser, og sågar hjemme i folks egne stuer levendegjorde litteraturen. Vi gjorde biblioteket til et hjemligt sted, hvor bøgernes fortællinger fik et aktivt liv i spændfeltet mellem fortæller og publikum, og ar med til at skabe nye forbindelser mellem mennesker, som ellers ikke have haft nogen berøringsflade eller noget til fælles.

Når vinteren og coronaen letter, skal jeg for Køge Billedskole sammen med børn og unge fra nogle af Køges såkaldte ”ghettoområder” undersøge, hvordan man gennem fortællinger kan portrættere fire boligområders finurlige kroge og særlige hemmeligheder. Opgaven er at få dem til at fortælle spændende historier om der, hvor de bor.
Børnenes drømme og poesien i deres dagligdag skal på landkortet, og fortællingen er redskabet.

Maren Grosen. Fortæller, dramaturg, kunst- og kulturformidler samt grafisk facilitator.

Følg Maren på facebooksiden TegneSprog.

Mail: maren.grosen@gmail.com


Tags

2020, Maren Grosen


Måske kan du også være interesseret i disse?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}