Mads Lund

NOVEMBER Jeg blev fortæller, fordi jeg spillede en hel masse rollespil, da jeg var ganske ung. Rollespil er interaktive fortællinger, som spillerne skaber sammen. Dengang blev jeg optaget af, at spillerne i fællesskab kunne skabe en fortælling, som var mere fantastisk, kompleks og interessant, end den enkelte kunne digte på egen hånd. Senere blev jeg medlem af Odense Fortællekreds og blev fuldstændig forelsket i kunstformen.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Jeg elsker den måde, man – både som publikum, men sandelig også som fortæller – kan blive suget helt ind i en historie, ind i en anden verden og derefter ”vågne op”, når fortællingen slutter. Og bagefter er verden en lille smule forandret. Fordi man har oplevet fortællingens iboende visdom, som et sløret skær, man ikke rigtig kan forklare.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Jeg bruger fortællingen på mange niveauer i mit arbejde som lærer på Efterskolen Epos. Dels fordi vi underviser gennem læringsrollespil, som altid har en meget stærk narrativ ramme, og dels fordi jeg underviser i fortælling på skolen. På skolen afholder vi fortælle-aftner, hvor eleverne skaber eller fortæller deres egne fortællinger. Fortælling er et umådeligt kraftfuldt redskab i arbejdet med de unge mennesker, – den kan lukke op for deres fantasi og lade dem opleve, at deres egne selvskabte indre verdner er fantastiske!

Har du en foretrukken genre?

Jeg skriver og sætter mindre fortælleforestillinger op. Den sidste forestilling var et samarbejde med min bror Claus, som spiller guitar. Den hed ”Fortællinger om fædre” og handler om forholdet mellem sønner og fædre. Claus har skrevet nogle musikstykker, som han spiller ind imellem mine små fortællinger. Jeg har ingen foretrukken genre, men jeg er optaget af og kan godt lide det fabulerende, når fantasien bare drøner derudaf!

Hvad er du optaget af i øjeblikket?

Lige nu er jeg meget optaget af at skabe fortællingen og den narrative ramme til ét af mine egne læringsforløb på Epos, som hedder ”Alice”. Det er et danskfagligt forløb, hvor eleverne kommer til at spille rollerne som en række eventyrfigurer, og derefter skal de læse, producere og selv fortælle masser af eventyr. Derudover er jeg for tiden meget optaget af skuespil. Jeg arbejder sammen med en skuespilleraspirant om at lave en forestilling, som bliver en blanding af små skuespillede scener og fortælling. Det glæder jeg mig til at komme videre med!

 

Mads LundMads Lund

Født1980

Bor i Sønderborg

Uddannet cand.mag. i litteratur og kognition

Fortæller siden 1995

Mads.lund08@gmail.com