Min vej til at tage rollen som fortæller på mig, har været alt andet end snorlige. Men jeg har altid fortalt eller været med til at skabe historier, altid elsket fortællingernes univers og altid set fortællinger overalt: I bøger, teaterstykker, eventyr, operaer, digte, film, symfoniske værker … ja, alle steder, der satte min fantasi i gang.
I fantasiens tjeneste
Jeg har altid haft en gevaldigt livlig og utrættelig fantasi. En udfordring, når jeg som spejder skulle overleve natløb i kuldmørke skove, hvor fantasien kunne fremmane alverdens uhygger. En gave, når jeg som barn dagdrømte i timevis eller flød ind i bog efter bog, hvor tankerne kunne folde vingerne ud, og alverdens eventyr blev til virkelighed.
Og min fantasi fik rigeligt med inspiration igennem min opvækst: Fra min mormors fortællinger til mine forældre, der ikke bare sørgede for, at mine søskende og jeg mødte Emil, Ronja, Tvebak og Heidi (med mange flere), men også gjorde det helt almindeligt at få læst Oehlenschlägers ”Guldhornene” og Blichers ”Søren Kanne” højt og at opleve teatrets og operaens magiske verden.
Deri har jeg været heldig, og derfor er jeg taknemmelig. For selvom jeg tog flere omveje før jeg erkendte, at jeg også vil, kan og må give mine egne fortællinger liv, så har jeg haft alle de fortællinger med på min vej, som en rød tråd, der har vævet sig ind i alt, jeg har gjort. Af dem lærte jeg om fortællingens kraft og dens evner til at bringe mennesker sammen. Og af dem voksede min egen nysgerrighed for, hvordan vi som mennesker konstant omgiver os med fortællinger.
Fortællingens magt
På universitetet lokkede antropologiens fokus på hvilke historier vi som mennesker fortæller om os selv: Dem, der binder os sammen og skiller os ad i grupper. Dem, der fortæller os, hvor vi kommer fra, hvem vi er og hvor vi skal hen. Med denne viden i bagagen søgte jeg videre efter fortællingens kerne i dramaturgiens verden. Og jeg øvede mig i at kombinere de to fag i Den Gamle By i Aarhus, hvor jeg som guide og historisk aktør elskede at afprøve, hvad der virkede og ikke virkede, når jeg prøvede at gøre historien levende for de besøgende.
Siden har jeg brugt både min antropologi og min dramaturgi som underviser, projektudvikler, kulturformidler for børn og voksne, operadramaturg og -skaber og biblioteksformidler … og det var der på et bibliotek på Vestegnen, at min snørklede vej endelig krydsede den mundtlige fortælling, og en snak med Kasper Sørensen fra BestTellers fik mig til at træde ind i rollen som fortæller.
Det føltes lidt som at opdage en gammel frakke bagerst i klædeskabet, som jeg aldrig rigtig havde fået taget på, men som havde hængt der hele tiden og passede mig perfekt. Jeg skulle – og skal stadig – lige lære at gå med den, men hvor er det rart, at jeg har fået den på.
Mine fortællinger
Mine egne fortællinger bærer præg af min forkærlighed for historien (altså den om fortiden), for mytologier, folkesagn og folkeviser samt personer eller begivenheder, der har rykket ved historien. Der skal være noget på spil – stort eller småt. Jeg fortæller lige gerne for store som for små, og så kan jeg godt lide at blande musikken og fortællingen sammen, enten med sang eller – som jeg fik prøvet af på Lolland Operafestival for nyligt – at føre opera og den mundtlige fortælling sammen.
Mit store ønske for fremtiden er at fortælle stadig mere og være med til, at stadig flere oplever den kraft, som den mundtlige fortælling bærer med sig.
Navn: Louise Nabe
Bopæl: København
Uddannelse og beskæftigelse: Cand.mag. dramaturgi og antropologi, børnelitteraturformidler på Ballerup Bibliotekerne
Fortæller siden 2021
Mail: louisenabe@gmail.com
Hjemmeside: www.thestoryweaver.dk
Foto: Søren Bjørn-Andersen