JANUAR Jeg havde som ung et passivt lager af Evald Tang Kristensen-eventyr som jeg havde hørt mange gange som stort barn. Og da jeg kendte til fortællingen som brødfag og manglede supplement til min SU, tog jeg fat dér.
Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
Den mundtlige fortælling skaber et intenst og åbent fællesskab. Undervejs lægger alle en andel af deres indbildningskraft i den skål, der får fortællingen til at lykkes. Og det folk husker bagefter er ikke i så høj grad den optrædende, som det er de billeder der blev kaldt frem hos dem selv; de handlingsforløb, karakterer, skæbner de selv bidrog til at levendegøre. Der er noget ur-demokratisk og stærkt inspirerende over denne samværsform.
Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?
Jeg har været omgivet af mundtlig fortælling altid. Min mormor Anna Sophie Seidelin turnerede landet tyndt fra 1940’erne til 1980’erne med genfortællinger af store romaner. I 1981 begyndte min mor Sophie Seidelin at lave kurser i fortælling med udgangspunkt i Evald Tang Kristensens folkeeventyr. Her fik jeg lov at opleve vidt forskellige mennesker tage deres første skridt ud på fortællingens gyngende grund. Så gennem min opvækst havde jeg været eksponeret for fortælling både som stor kunst og som givende livsudfoldelse for den enkelte.
En eksplicit interesse for fortællekunst som genre og fag kom først, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg skulle deltage på Youkon International Storytelling Festival i Canada i 1992. En af festivalens ambitioner var at vise de unge first-nations indianere at de kunne styrke deres identitet ved at trække det bedste af de overleverede traditioner med ind i deres moderne globale liv. Jeg sad i flyet derover sammen med nogle gamle strubesangere fra Sakhalin. Og jeg tænkte: ”Hvad er der overhovedet ved mit bidrag, som berettiger at jeg deltager? Ikke en skid! Nok er jeg tredje generation, men det er mere et håndværk jeg kan. Jeg repræsenterer jo ikke nogen etnisk tradition!”Da måtte jeg vælge at stå inde for mig selv som moderne individ og moderne fortæller. Og her tænker jeg ikke på repertoirevalget. Modernitet er i denne sammenhæng ikke et spørgsmål om materialets alder, men om tilgangen til det. Om hvordan man forstår sig selv i samspillet med materialet, og om hvordan der skabes et spændingsfelt mellem materialet og den samtid det fortælles ind i.
Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
Jeg er ansat på Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense og fortællingen er en vigtig del af arbejdet. Mine kolleger og jeg fortæller for gæsterne i weekenderne og på hverdagene laver vi historiefortælling for skolebørn og fortællende teaterimprovisationer over roller de vælger. Jeg arrangerer offentlige fortællebegivenheder på vegne af Odense Bys Museer og efter en pause på en række år, hvor jeg først og fremmest har været mor, er jeg ligeledes begyndt at tage rundt som eventyrfortæller igen.
Har du en foretrukken genre
Som tilhører har jeg ikke en foretrukken genre. Som fortæller har jeg en passion for folkeeventyr. Med en fri og grundig bearbejdelse kan de på grund af deres enkle form blive prismer for forskellige fænomener i mennesket eller samtiden.
Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Det er et vanskeligt spørgsmål. Jeg opfatter nok grundlæggende mig selv som en af tilhørerne, når jeg fortæller, og arbejder hele tiden med at lokalisere de steder, hvor jeg kunne komme til at stå i vejen for historien – netop med fortællestilen.
Hvad er du optaget af i øjeblikket?
Arbejdet med en række vemodigt-satiriske blues-sange om min tid på Nørrebro som single og om kvababbelserne som menneske i en moderne og kaotisk verden. Det er spændende at arbejde med at gøre det personlige alment. Hvilke greb skal der til? Det er jo dér, vi skal mødes. Samlet omkring det fællesmenneskelige.
Faktaboks:
Navn: Lise Marie Seidelin Nedergaard
Født 1968
Bopæl: Skalbjerg, Fyn
Uddannelse: BA i russisk
Fortæller siden: 1992
Hjemmeside: www.lise-marie.dk
Mail: lmned@odense.dk