Månedens fortæller wauw, sikke en sidevind at lægge sig ind i.
Tror altid at jeg har været fortæller, jeg har i hvert fald altid haft en fantasi og været god til at få den ud.
Jeg blev kørt i en Volvo Amazon over fjorden, gennem byen og ud mellem de gule kornmarker. Når vi drejede væk fra asfaltvejen og ned ad grusvejen, var jeg på ferie hos Bedste. Bedste boede ude på landet i sit lille husmandssted med høns, køer og grise. Her var der tid til at fortælle og lytte. Mens hun sov til middag, sad jeg ude på trappen og lavede min egen kirkegård i det støvede sand. Der holdt jeg begravelser for døde fluer, biller, fugle og sågar en muldvarp. Jeg gravede huller med en spiseske, lavede små blomsterbuketter og kors af grene. Jeg holdt taler for dem om deres liv og hvad de skulle opleve fremover. Når Bedste vågnede fra sin eftermiddagslur, satte vi os i køkkenet. Jeg rørte æggesnaps og hun røg en cigar. Jeg kunne høre uret i stuen: Tik tak – tik tak. Den blå røg fra cigaren lå som en sky under loftet i det lille køkken mens hun fortalte historier fra sit liv.
Hun fortalte, at under 2. verdenskrig gik der tyskere og gravede skyttegrave ved den asfalterede vej. De var udsultede og magre, så hun inviterede dem på mad. Det var unge knejter, som sad og græd, mens de viste billeder af deres kære og fortalte om deres savn, hvortil jeg sagde: Jamen Bedste, det var tyskere, du gav mad. Hun kiggede mig bestemt og hårdt ind i øjnene og svarede: Nej Lisbeth, det var mennesker.
Den historie har været med mig siden og vist mig, at historier kan have stor indflydelse på, hvordan vi se verden.
Tiden gik og jeg glemte fortælling for en tid. Med en uddannelse som pædagog i rygsækken fandt jeg tilbage til fantasiens verden, og jeg har som pædagog altid fortalt til og sammen med børn.
Midt i 90’erne snublede jeg over Randers Fortællerne og har været en aktiv del af denne siden. Således skrev Randers Amts Avis d. 30.9.2000: ”Og så vandrede de med de udleverede klapstole fra gård til gård og satte sig på dem for at lytte. Mens mørket tog mere og mere til, blev historierne berettet i den skiftende stemning mellem husmure, blomster og grønt, som forstærkede billederne i det fortalte. Der var god plads i den smukke gård bag Svane-Apoteket i Middelgade. Her lagde Lisbeth Nielsen for med et folkeeventyr om Kong Lindorm og en myte fra Sydamerika.”
Jeg elsker at være ude og lave fortælleworkshops med børn og unge, at se historien i deres øjne, at få dem med på en historie og opleve begejstringen, når de finder fortælleren i dem selv.
Elever fra 9. klasse skrev til mig: ”Hun havde intet kostume, ingen maske, ingen kulisser og ingen bestemte replikker og ingen andre fortællere end sig selv på scenen. Men alle sad med hver deres eventyr i underbevidstheden og forstillede sig handlingerne ud fra, hvad der blev fortalt.” ”… Soldaten var åhh såå forelsket.”. Lisbeth Nielsen fortalte levende og engageret, og rundt omkring på sæderne, var der fnis og grin. Fortællingen fangede alles opmærksomhed, også lærernes, der sad med øjnene kun rettet mod Lisbeth og i ny og næ klemte et lille smil frem på deres læber…. Tror godt, at alle lærerne på skolen vil have et lille fif!”
Den gode fortælling bør fortælles i gode menneskers påhør og er massage for sjælen.
Vi bombarderes hver dag med millioner af indtryk – vi får serveret tusinde af levende færdige billeder, via SoMe. I den gode fortælling aktiveres hørelsen og de indre billeder og fortæller og lyttere bliver aktive sammen.
Mine fortællinger er barndomsminder, eventyr (danske, tyrkiske, tyske, slovenske, grønlandske og kinesiske) – uhyggelige og hyggelige historier, nordisk mytologi eller bare en god historie, men alle med et vigtigt budskab om livet.
Lisbeth Nielsen, Randers
Startede i 1995 som freelance fortæller
Siden 2004 har jeg også været leder af Teaterskolen Kastali’a, Randers
Mail: lisbeth@lisbethn.dk