Lilian Kingo Kure er Månedens Fortæller april 2026

En stor del af mit liv har jeg arbejdet med den skrevne fortælling som skønlitterær oversætter og redaktør, og hele mit liv har jeg elsket at fordybe mig i fantastiske fortællinger. Jeg synes, det er vildt spændende at arbejde med ord, med alle sprogets nuancer og finurligheder. Men jeg har aldrig selv følt trang til at skrive bøger. Gennem årene har mange spurgt mig, om jeg da ikke selv skulle skrive bøger – det er et spørgsmål, man tit bliver stillet som oversætter. Og hver gang har jeg svaret, at jeg ikke aner, hvad jeg skulle skrive om. At jeg ikke har for fem flade ører fantasi.

Men så kastede jeg mig over den MUNDTLIGE fortælling …

Og dér fandt jeg ud af, at jeg faktisk HAR en del mere fantasi end for de dér fem flade ører. Og at jeg godt kan lide at finde på historier. Og at jeg rigtig godt kan lide at fortælle for et publikum. Og at jeg elsker den dér fortættede stemning, der opstår, når mennesker er i rum med dybe, sjove, skøre, alvorlige, sørgelige, frække, uhyggelige fortællinger, uanset om det er mig eller andre, der fortæller dem.

Jeg har længe været fascineret af den mundtlige fortælleform. Flere gange har jeg siddet på Nr. Vosborgs fortællefestival og nydt at høre fortællinger og ønsket, at jeg selv var fortæller. Og da jeg gik på pension i 2024, blev drømmen til virkelighed, for en god veninde slæbte mig med til et fortællekursus på Mors Højskole. Fra det øjeblik var jeg solgt!

Jeg fortæller mest egne, men også andres historier. Jeg kan godt lide den lidt skæve vinkel og fortæller gerne sjove historier med et overraskende twist, nogle gange ikke helt politisk korrekte. Sammen med to andre fortællere – Ingela Fahlgren og Hans-Peter Stenbæk – fortæller jeg historier fra vores yderst kulørte og risikovillige tid på Den rejsende højskole, Tvind, som vi alle tre gik på dengang i halvfjerdserne. Vi tre tager ud til højskoler med en fortællesession på to timer, som også inkluderer de sange, vi sang dengang på Tvind. Desuden har jeg kastet mig over (andres og egne) fortællinger om bryllupper, nye som gamle. Jeg vil også rigtig gerne lave klimafortællinger, da jeg synes, det er vor tids vigtigste emne. Den første af en (forhåbentlig) længere række klimafortællinger kom i hus på et kursus på Nordisk Fortælleseminar i 2025. Det med selv at finde på fortællinger er i sin vorden, men det er virkelig noget, der tænder mig. Især hvis jeg kan få flettet nogle af de ting ind, som ligger mig mest på sinde.

Men jeg fortæller også andres historier. Når jeg går i gang med arbejdet med en fortælling, som er skrevet af andre, er det altid spændende, om den forfatter nu også er ”fortælbar” for mig. For det er ikke givet – bare fordi jeg elsker en historie eller en forfatter – at jeg også er i stand til at omskabe den til en fortælling, som føles rigtig for mig. Som bliver ”min”. Nogle fortællinger kan fortælles (af mig), mens andre ikke kan (men helt fint af andre). Indtil videre er jeg faldet for fortællinger af Pär Lagerkvist, Svend Åge Madsen, Marianne Jørgensen og Herman Bang.

Jeg er medlem af Ry og Viborg Fortællekredse og sidder i bestyrelsen for Ry Fortællekreds.

Mange gode fortællere har været til stor inspiration for mig, bl.a. Else Mathiassen, Vigga Bro, Aske Ebbesen, Esther Rützou, Bolette Elvstrøm, Lena Bjørn og Tiril Bryn.

Lilian Kingo Kure

Ry

Oversætter/redaktør/korrekturlæser
Fortæller siden 2024

L.Kingo@mail.dk 41424257
Hjemmeside: (under renovering – kommer senere)


Tags


Måske kan du også bruge dette?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}