Lene Vestergård er månedens fortæller marts 2021

Tak for udnævnelsen som månedens fortæller.

Til hver eneste familiefest fortalte min far historier.

Hver gang skulle han opfordres, men så tog han også ordet:”Jow, så var der jo ham den tykke dreng…” Han drævede i gang, bredte geografi, social situation og sin egen placering i historien ud. Hen mod slutningen blev tempoet sat ned, gik næsten i stå og så faldt pointen på ekstra bredt vestjysk. Latteren var larmende og min far grinede højest.

Som stor teenager var jeg helt færdig med de næsten rituelle gentagelser af hans repertoire om jagt, fiskeri, kortspil og familieskrøner. Det var en befrielse at flytte væk, begynde på teaterskolen og finde min egen vej.

Min første ansættelse som skuespiller var i teatergruppen Banden. Her tog Vigga Bro og Hans Henrik Clemensen fat på Dario Fo.

Jeg fulgte på nærmeste hold, hvordan Vigga og Clemmeindtog Dario Fos og Franca Rames monologer samtidig med, at de udviklede deres egne fortællinger. Jeg var betaget, jeg sugede til mig. Historiefortælling blev for mig placeret på øverste hylde i status.

Mens jeg spillede små og store roller, på store og især små scener, forblev historiefortæller helt udenfor, hvad jeg turde give mig i kast med.

Flere år efter, i Sydamerika, langt væk fra danske kolleger, skete der noget…

Efter rejse over Atlanterhavet for sejl, fragtbåd op ad Amazonasfloden med logi i egen hængekøje, på stop gennem Andesbjergene, møder med bønder på Bolivias højslette og opposition i Chile under Pinochet, mødte jeg en gruppe teaterfolk i Lima.

Da jeg havde fulgt deres arbejde nogle uger, insisterede de på at se, hvordan jeg arbejdede.

Hvad skulle jeg finde på? Jeg havde bare mig selv og mit møde med deres kontinent. Jeg gav mig til at fortælle en af skuespillerne om mine oplevelser. På spansk.

Der udkrystalliserede sig en fortælling om, hvordan ’deres liv’ tog sig ud set gennem mine øjne. Jeg fandt på, at jeg ville krydre med sange, både hjemmefra og lært undervejs, og jeg fandt frem til en pianist og en guitarist.

Efter et par uger havde vi premiere på ’Impresiones y Canciones’ – et halvt års oplevelser og møder med sydamerikanere og deres kultur. 

Vi spillede to aftener. Først i et fattigrøvs-kulturcenter under åben himmel med halmballer til publikum. Dagen efter i lille sal i Teatro Municipal de Lima med plyssæder og træpaneler. 

Det var en fantastisk oplevelse med masser af sjove samtaler om indholdet, bl.a. om mine provokationer ift.machokulturen, men først og fremmest om formen. Der var især stor interesse for min direkte kontakt med publikum hele vejen igennem fortællingen.

Tilbage i Danmark var det slut med at være forsigtig. Jeg ville fortælle Shakespeares Coriolanus og samlede et drømmehold: Vigga Bro – instruktør, Erling Hjernø – musikerog Tora Winther – scenograf/kostumier. 

Det blev en brutal og vital fortælling, som jeg har spillet af flere omgange over 25 år, bl.a. fire gange omkring Nottingham. – Sjovt at bede briterne bære over med min accent, som nok lød lidt som Hamlets, da han blev sendt på studietur til England.

Min erfaring som skuespiller og fortæller blander sig i de forestillinger, jeg har været del af som skrivende, instruktøreller optrædende de seneste tyve år.

Om jeg taler fra et lille krebsdyrs perspektiv i KLINT 1 og 2, om jeg synger en ballade til en fest eller om jeg anskuer livet som bølger i evigheden i den nyeste fortælling CYKLUS, så trækker jeg på hele paletten.

Det tog sin tid. Men nu har jeg forbundet mig med min fars historier og genkender kneb og tricks for at nå og berøre publikum.

Mvh

Lene Vestergård

Skørpinge v. Rødvig – Stevns

Skuespiller, instruktør, dramatiker, producent og kirkesanger

Fortæller som del af mit virke siden 1987

www.lenevestergård.dk