Hvad! Er det allerede oktober?
Tiden iler, og det er nu næsten 70 år siden, at min far læste ‘Den lille Prins’ for lille Lars 4 år. Det havde jeg glemt alt om, indtil jeg fandt bogen i reolen som tiårig og forsvandt ind i fortællingen, som jeg jo kendte så godt. Selvfølgelig læste han også højt af Coopers uopslidelige ‘Lædersok’ og ‘Den sidste mohikaner’. (Det er for øvrigt i år, det er 100 år siden, at de nordamerikanske indianere fik indfødsret … gad vide, om der er nogen, der markerer det)
Noget, som jeg særligt husker fra min barndom, var, da jeg som fødselsdagsgæst oplevede Poul Hammerich speake til Statens Filmcentrals film! Og da hans hustru, Ida Elisabeth, læste højt fra Grimms samlede værker: Ånden i Flasken. Den bog ville jeg eje!
Da jeg nogle år senere på koloni med fritidshjemmet, ville give børnene den samme oplevelse, kom lederen, slukkede lyset og sagde godnat! Det blev ikke til højtlæsning, så jeg måtte fortælle historien så godt, som jeg kunne der i mørket. Så var jeg i gang. Tak for det spark.
Min første klasselærer gennem 7 år var heller ikke helt ueffen til at fortælle. Han var fra Vejle og ellers helt O.K.
I de sidste folkeskoleklasser hed min klasselærer C.-J. Bøgh. Han var skolens eneste lyspunkt, en ærlig og troværdig voksen, som var glad for sit arbejde. Hans to yndlingsbøger var Stephen Leacocks ‘John Smith’ og andre Fortællinger og Will Cuppys ‘Historien uden Blonde’.
Han var i øvrigt både stats- og finansminister i Kongeriget Elleor, og jeg har ham svært mistænkt for at være forfatter og eneansvarlig for landets nationalsang. Jeg er ham også dybt taknemmelig, for jeg tror, det var ham der sørgede for, at jeg ikke behøvede at gå til års-eksamen, det år hvor jeg hellere ville være
med til at indspille en filmskolefilm, mens de andre sad og svedte …
Sig mig hvem du omgås …
I ´82 begyndte jeg her i Roskilde at lære ballader udenad. Færøske ballader på dansk. Ballader er bare fortællinger på melodi, og vi dansede til. Det gør vi stadig. Pinseweekenderne med fortælling i Lejre er også et kært minde.
I 1998 spurgte min hustru mig, om dette Nordisk Fortællerseminar mon ikke var noget for mig. Det
var det. Jeg har siden været med 13 gange, og jeg bliver ved. Der er fortællere fra Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island.
Når jeg er hjemme igen, er det ikke let at huske, om de enkelte fortællinger blev fortalt på norsk, svensk eller dansk, for det er mest billeder, billeder, billeder, jeg har med hjem.
Der bliver også fortalt historier her i Roskilde. Vi har en fortællekreds, og i tidens løb har jeg været med til mange slags fortælling. F.eks. blev jeg udfordret til at “tolke” på 3 af Knud Milo Diemers billeder. En herlig opgave.
Her er nogen af mine erfaringer: Fortællere er ikke en homogen masse, men det, de har til fælles,
gør, at de er hulens godt selskab. Fortællere er gode lyttere, og er medfølende og forstående, når ens tiger, ved et tunge-slip bliver til en løve i den næste sætning …
Jeg er på pension nu på 6. år, men de sidste 6 år af mit arbejdsliv havde jeg det held at få lov til at fortælle for børn, der snart skulle starte i skolen; fra april til juni ca. 47 fortællinger, alle med egen plads på skoleskemaet!
Jeg skal ikke leve af at fortælle, så jeg blev bare pavestolt, da jeg hørte, at en af mine egne historier havde vakt glæde i Skåne.
Ud af de ca. 100 fortællinger, jeg oftest har med, er de 26 mine egne. Jeg tænker at skrive dem ned, jeg er begyndt i det små, men frygter også, at de stivner på papiret.
Jeg har det lige som andre lidt skidt med “tidstyranniet”, og savner at fortælle mine lange historier. Hvor er det publikum, der kan tåle mere end 10-12 min.? Det kan jo ikke alt sammen være “pandekagefortællinger” og vitser.
Jeg glæder mig altid til at møde både publikum og andre fortællere overalt!
De bedste hilsener
Lars Bjørn Jensen fortæller siden … tja 1975
larsbjorn.jensen.lbj@gmail.com
Frederiksborgvej 26, 4000 Roskilde (med udsigt til Elleore!)
+4523477997