OKTOBER Hvorfor søren drager vi historiefortællere land og rige rundt og fortæller vores historier? Som regel uden vi får hverken løn eller benzinpenge. Nogen gange falder der et par flasker vin af, hvis det går højt.
For fortællerne er det et risikabelt projekt at stille sig op give sin historie liv over for de tætsiddende, forventningsfulde tilhørere. Alle der stiller sig op, har klamme hænder og uro i maveregionerne, alle er nervøse, lige inden det går løs. Hvis bare en enkelt gaber og kigger ud af vinduet, eller én skeler ned til sit armbåndsur, så bliver man tør i munden, sveden springer på panden, og man forsøger febrilsk at huske det næste punkt i historien.
Omvendt – hvis alle kigger spændt på én, man kan se i deres øjne, at de i deres sind er med langt inde i den verden, vi har skabt, så vokser vi, og historien bliver endnu bedre, får endnu mere liv, end da man øvede den hjemme. Da opstår en sær samhørighed mellem os og lytterne, og det gør, at alle i rummet er med til at løfte fortællingen endnu højere op, give den mere farve og liv, end den ville have haft uden lyttere. En helt magisk stemning breder sig i os af at være helt væk fra os selv, ude i fortællingens verden og derude møde lytterne.
Hvilke fortællinger søger jeg så efter? Jeg er meget glad for at læse forfattere, der vil sige vigtige ting om at være menneske, om deres samtid eller om problemstillinger, der vil være til alle tider. Denne type skreven litteratur er ikke altid velegnet til at lave om til fortællinger, ja, nogle er absolut ikke velegnede. Så hvordan vælger jeg dem ud? Først og fremmest skal historien ramme mig og fortælle om problemstillinger, som er aktuelle nu og formodentlig også i fremtiden. Der skal være en klar pointe. De skal være præget af handlinger og ikke bare stemninger og tanker. Et eksempel kan være Martin A. Hansens novelle ”Bogen”. Da jeg læste den ramte den mig dybt, om hvor enorm vigtig viden er for, at vi kan vokse som mennesker og udvikle det gode samfund.
Hvordan udvikler jeg mine historier og giver dem glød? Når jeg har valgt min historie, begynder processen med at gøre den til en fortælling. Først afklarer jeg, hvad min pointe skal være, og piller fra og lægger til, for at den skal stå skarpt til sidst.
Dernæst forsøger jeg at gøre fortællingen til min ved at ændre personnavnene. Jeg bruger ofte navne på personer, jeg kender. Personer, som har nogle træk, der spejler personerne i historien. F. eks. kalder jeg drengen i ”Bogen” for Marius, som er navnet på min far som var ualmindelig nysgerrig på verden. På den måde tror jeg på, at jeg giver personen i min fortælling glød, ved at jeg fortæller om en person(type), som jeg kender rigtig godt selv. Jeg ændrer sommetider på starten af historien, for at jeg selv får ejerskab til min historie fra starten.
De fleste af os kender sikkert til, at når man fortæller en historie fra ens eget liv, bliver de oftest med en større glød, end hvis det er en historie, man har læst eller hørt fra andre. Jeg ændrer ofte tid og sted, så det foregår i et miljø, jeg selv kender, og i en tidsalder, der er min egen.
Jeg lader andre, jeg øver med, stille mig en masse spørgsmål til personer og steder i min historie. Hvor gammel var han, hvilket tøj havde han på, hvordan var han som barn, hvilke møbler var der i stuen, hvordan lugtede hendes hår etc. etc.
Ved at besvare (opdigte) de mange spørgsmål får jeg selv en meget større følelsesmæssig kendskab til elementerne i min historie. Og selv om jeg ikke direkte bruger svarene, er jeg overbevist om, at det får mig til at føle mig meget bedre hjemme i min historie, og det er med til at give den en ekstra glød, som var det noget, jeg selv havde oplevet.
Men svaret på mit oprindelige spørgsmål: Hvorfor søren stiller nogen sig op og gør noget så risikabelt som at fortælle uden sikkerhedsnet – bare lige ude af hovedet? Det kan være fordi:
At det er fantastisk, når det lykkes at stå foran en tæt forsamling af mennesker og se i deres øjne og mimik, at man har dem i sin hule hånd, at de alle er det samme sted i følelserne og fantasien, som man selv er, og at man styrer dem med fast hånd gennem rejsen. Der er så enorm meget energi i den situation. En dag vil man sikkert kunne måle det.
God fortælling
Kurt Thinggaard
Faktaboks:
Kurt Thinggaard
Født 1953
Sommervej 2 7900 Nykøbing Mors
Læreruddannet
Fortæller siden 2007 (måske)
tlf. 29600477