Kirsten Thonsgaard

SEPTEMBER Som barn fortalte jeg mig selv historier for at holde modet oppe. Alt det, der havde gjort mig bange, ked af det eller rasende, forsvandt og blev uvigtigt, når historien begyndte at tage form. Jeg er ret sikker på, at jeg blev fortæller for at give mennesker i alle aldre mod på livet og en tro på, at det hele nok skal ende godt. Men jeg blev også fortæller for at sætte liv i kludene. Det øvede jeg mig på som barn: En trækasse, stillet på højkant, mig bagved med overskæg, malet med sodet prop (jeg må have ment, at det var nødvendigt?), gadens unger, trommet sammen i gården (entré: 1 øre). Og så gøglede jeg og fortalte sjove historier, og blev ved, indtil de grinede. Eller rettere, indtil min mor kom ud og trak mig ind med bemærkningen: ”Nu må det være nok!” og gav publikum pengene tilbage.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Når en fortæller er tro mod sit udgangspunkt, autentisk, uimponeret af sig selv i rollen som fortæller, har glimt i øjet og noget på hjerte, er mundtlig fortælling altid fascinerende. Det gælder, hvad enten fortælleren er 7 år eller 70 år.

Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?

I begyndelsen af 1980erne gik jeg og tænkte over den mundtlige fortælletradition. Den var jo død og borte og hørte en før-industriel tidsalder til, sagde man. Men hvad nu hvis man bare begyndte at fortælle igen? På nye måder. Jeg begyndte at liste fortælling ind i mine dramakurser, og opdagede snart, at den sagtens kunne stå alene. Som ren fortælling – uden dramatiserende elementer. Så tog jeg mod til mig og sprang ud som fortæller, og måtte i starten hele tiden forklare, at nej, det var ikke ”foredrag” eller ”oplæsning”, og nej, jeg var ikke skuespiller eller ”suppe-steg-og is underholder”. I 1991 skrev jeg min første bog om mundtlig fortælling, ”Det store øde – en bog om at fortælle”.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Skoler, kirker, børnehaver, højskoler, foreninger, læreanstalter etc., men primært den professionelle fortællerscene i Aarhus, som jeg i 1996 startede på teatret Svalegangen, hvor den eksisterede frem til 2011. Derfra flyttede den til Kvindemuseet i Danmark og blev til ”Fortællerscenen på Kvindemuseet”,nu på fjerde sæson.

Har du en foretrukken genre?

Det er svært at genrebestemme de historier, jeg selv skriver og fortæller. Men jeg vil gerne have folk til at le.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?

Det afhænger af den enkelte historie. Nogle historier kræver krop og et større register. Men ellers vil jeg nok betegne min stil som ”underspillet”.

Hvad er du optaget af i øjeblikket?

At få sæson 2014-15 på Fortællerscenen på Kvindemuseet skudt godt i gang. Og så skriver jeg på livet løs på nye historier til fortælleforestillingen ”Grød, flæsk – og én i sylten!”, som jeg laver sammen med Karin Flensborg, premiere 3.december.

 

Kirsten Thonsgaard
Født 1947
Bor i Risskov
Mag.art. i dramaturgi
Fortæller siden  ca. 1985

http://www.kirstenthonsgaard.dk/

kirsten@thonsgaard.dk