Kaja Vildersbøl

Kaja Vildersbøll

JANUAR I mange år har jeg undervist udviklingshæmmede børn på en friskole og brugt historiefortælling som en naturlig del af undervisningen. Det har været eventyr, gamle testamente, indisk-, ægyptisk-, græsk- og nordisk
mytologi (alt efter alder) og små biografier.
Historierne har vi bearbejdet i fællesskab gennem samtale, genfortælling, leg, bevægelse, drama eller maleri. Udfordringen har ofte været at omforme dele af historien, så den passede til den enkelte elevs evner.

I denne form for historiefortælling er det helt klart, at historiefortælling ikke er performance, men noget vi deler med hinanden. Iver, respons og deltagelse fra børnene gjorde det til en guldgrube af daglig fornyelse som gjorde, at vi også kunne spinde vore egne historier.

En dag hørte jeg om, at der blev fortalt historier mange steder rundt omkring i verden og i mange sammenhænge. Bl.a. hørte jeg om den Irske tradition og de gamle fortællere og deres historier. Det førte til at jeg rejste nogle måneder til Irland. I Dublin mødte jeg The Yarnspinners, en gruppe af historiefortællere som fortalte for hinanden og alle som havde lyst til at høre. Jeg fik at vide, at der var Yarnspinners i mange små og store byer rundt omkring i Irland. Det blev begyndelsen til en eventyrlig rejse rundt omkring i landet og et møde med gamle fortællere og hele den irske tradition af myter, eventyr og legender omkring tørveilden. Her var gamle historiefortællere, som havde levet tæt på naturen i kontakt med vind og vejr og med sæler og fugleliv uden for døren og fortællere som vidste at elverfolket levede i tågen, i jorden eller under vandet – “Det stille Folk”.

Det var her jeg hørte historierne om helten Finn Mac Cool, som af sin druidebedstemor lærte at vende vinden, så den kom ned fra trætoppen og pustede liv i gløderne. Han lærte at tæmme ulven og at se ud som et træ eller en sten. Alt i naturen var levende væsener. Jeg lyttede til historien om Finn Mac Cools søn Ossian, som forelskede sig i en pige fra “den anden verden”, den verden hvor man ikke bliver gammel, hvor solen
ikke går ned, der hvor husene er bygget af solskin og elverfolket danser – “TYEERNAN-OGE”.

Historiefortællerne fortalte disse historier, som var de midt i dem og med en kraft i det talte ord, som jeg ikke før havde oplevet. Jeg oplevede, hvordan de kunne få alle ting og væsener i historien til at leve, så man selv blev et med dem.

Turen til Irland var en stor inspiration, en tilskyndelse til fordybelse, et ønske om at lære mere og en lyst til selv at fortælle de irske historier. Da jeg var færdig med at undervise i skolen, hørte jeg om International School of
Storytelling, en skole midt i det bakkede, naturskønne Sussex i syd England. Gennem flere år tog jeg del i kurser af kortere eller længere varighed. Vi arbejdede bl.a. med myter fra forskellige lande, eventyr, fabler og egne biografier. Der var tid til at gå i dybden med historierne, og vi bearbejdede dem fra mange forskellige sider: Stemme, rytme, polariteter, sanser, bevægelse mm. Det selv at optræde og at få respons fra medstuderende og dygtige lærere var en stor del af det hele. Det var forløb fyldt med erfaringer, udfordringer og mange øvelser. Et arbejde i
fællesskab med andre fortællere i alvor og sjov.

Det stående spørgsmål på skolen var ofte: “Er der regler for, hvordan man fortæller?” Og svaret var: ”Nej! men det er godt at vide, hvad man gør!”

Vi fik en værktøjskasse. Værktøjskassen fra “School of Storytelling” og inspirationen fra Irland er bl.a.
noget af det, jeg tager med, når jeg øver mine historier. At øve historierne er en never ending process of trial and error – for hvornår kan man høre græsset gro? Men det er alvorligt og sjovt at øve og fortælle. Naturligvis sjovest at øve sammen med andre historiefortællere.

At finde den rette historie, som jeg kan forbinde mig med, kan være lidt af en pilgrimsvandring; men den største fornøjelse er at dykke ned i den perle af en historie, jeg har fundet, at blæse liv og ånde i den, give den form og farve, så jeg kan give den videre og se, den vækker genklang hos tilhørerne.

De historier, jeg især fortæller, er fra den irske (keltiske) mytologi og nogle af dem fortæller jeg sammen med Anne Marie Høst på keltisk harpe (Historien og Harpen). Desuden fortæller jeg nordisk, indisk eller græsk mytologi og eventyr og fortællinger fra mange lande. Jeg har fortællinger til højtider og årstider og fortæller også gerne H. C. Andersen og Selma Lagerløf.

Jeg kan godt lide at fortælle i små sammenhænge, i egen og andres dagligstuer, ved private fester og sammenkomster. Om sommeren fortæller jeg i haven på Ærøskøbing Museum og på Søbygård. Her må jeg ofte have flere historier i lommen, da publikum kan være fra 3 til 90 år. Jeg fortæller også gerne i kirker, skoler, biblioteker mm. Jeg har haft den fornøjelse at fortælle på meget små skoler på de ydre Hebrider. Underviser desuden pædagoger i historiefortælling.

Kaja VildersbøllEfterskrift:
Kaja Vildersbøll døde efter lang tids sygdom den 10.juni 2018.
Æret være hendes minde.

Print your tickets