“Det er lidt ligesom, I skal i biffen og se en god film”, forbereder jeg eleverne. “Tag derfor tæpper, popkorn og guf med”, fortsætter jeg. “Filmen bliver bare ikke vist på en skærm, men kommer som levende ord i kan ride med på, og billederne fremkalder I selv inde i hovedet”.
Jeg er højskolelærer. Og jeg er fotograf.
Jeg har fortalt historier gennem hele mit professionelle liv som fotojournalist. I ti år som fastansat fotograf på Dagbladet Politiken. Historier jeg opsøgte med min nysgerrighed. Jeg rejste til fjerne egne, jeg bankede på hos mennesker, jeg ikke kendte, jeg opsøgte miljøer, jeg ikke selv var en del af. Og så fortalte jeg bagefter historien om, hvad jeg havde oplevet. I billeder. På avispapir.
Så blev jeg højskolelære. På Grundtvigs Højskole i Hillerød. Og der i foredragssalen fik jeg .. ja vel ..nærmest en lille åbenbaring:
Jeg havde allerede, da jeg blev ansat som højskolelære, holdt mange foredrag med udgangspunkt i mine fotografier. Men der i foredragssalen på min nye højskole, lod jeg mig lokke af arven fra Grundtvig. Arven om det levende ord. Jeg inviterede derfor eleverne til en fortælletime.
De myldrede ind i salen. Lidt skeptiske. Jeg slukkede projektoren, og jeg slukkede lyset loftet og tændte i stedet et stearinlys. Og pegede på mit kamera.
“Idag vil jeg fortælle jer en historie. Som jeg har gjort så mange gange før. Men jeg vil gøre noget nyt. Jeg vil dreje kameraet 180 grader, så det vender mod mig selv. Og så vil jeg ellers udsætte mig selv for det, jeg udsætter mine kilder for. Søge derhen, hvor der er noget på spil, hvor der er en god historie. A true story. Min historie. Derfor kommer den idag heller ikke i fotografier. Men blot i ord.”
Og så gik jeg ellers i gang. Tre kapitler om kærlighed og drømme. Om identitet og seksualitet. Med højdepunkter. Med overraskende vendepunkter. Med noget på hjerte. Jeg kaldte filmen for “Skæbnen”.
Hanne Kirk fra den frie læreskole har siden lært mig, at ved en god fortælling spejler vi vores følelser i rummet med hinanden. Vi har efter sigende alle nogle såkaldte spejlneuroner, der lader sig besmitte af de andres følelser. Det kan måles, at netop dette fænomen giver en følelse af fællesskab, når man lytter sammen. En følelse af at høre til.
Det mærkede jeg. Det mærkede vi i rummet den dag. Eleverne flettede tæer og holdt i hånd gennem fortællingen. Og gnaskede popcorn. Og eleverne sagde selv, at der var opstået et eller andet helt særligt i rummet. Ud over jo altså at have hørt en god historie.
Verdens ældste kunstart. Uden flimmer og skærme. Intet onlineliv. Helt oldschool analogt. Bare lige der. Nærværende. I rummet. Nu.
Det blev starten på min forelskelse i den mundtlige fortællekunst. Det blev min opdagelse af, at jeg gennem livet – til trods for at have kaldt mig selv for fotograf eller underviser – til alle tider har været historiefortæller.
Jeg er nu fuldstændig bidt af at undersøge og udvikle den mundtlige fortællekunst i højskolens ramme. Jeg folder mine fotografier ud som nye mundtlige fortællinger, jeg digter spøgelser ind i den gamle højskoles murer, jeg fortæller om Grundtvig. Men mest af alt. Jeg fortæller om det levede liv. Og inviterer eleverne til at gøre det samme.
Og jeg tror, det er en god ting, at vi deler vores historier med hinanden. Fordi livet nu engang er så vildt og magisk. Og så svært at begribe. Og når vi fortæller vores historie, så udvider vi verden. Giver livet mening. Nedbryder tabuer. Og når historierne er bedst, handler de slet ikke om fortællerens egen historie. Så kan man som lytter spejle sig selv i den.
For mig er dét livsoplysning. At lyse livet op.
Navn: Joachim Adrian
Bobæl: Albertslund
Uddannelse / beskæftigelse: Fotojournalist og højskolelærer
Mundtlig fortæller: Siden 2017
Mail: ja@grundtvigs.dk
Fotograf: Niels Kruse