Jens Peter Madsen

AUGUST Jeg blev fortæller, fordi jeg ved et tilfælde opdagede, at jeg kunne fortælle historier. En morgen, da jeg afleverede et af mine børn i børnehaven, var der en pædagog som spurgte: ”Hvad er det for nogle historier, du fortæller dine børn?”

Jeg blev lidt forvirret og usikker over det spørgsmål, og i dagene derefter kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad det mon var hun mente. Heldigvis gik der ikke så lang tid, inden hun igen spurgte, og da fortalte hun mig, at min datter, som var 4-5 år på det tidspunkt, kunne fortælle lange sjove og spændende historier til deres samlinger, og at hun havde sagt, at det var noget far han fortalte. Og så var der ikke ret langt til, at jeg sprang ud af skabet som fortæller. Helt fra begyndelsen var det mest mine egne historier, som jeg fortalte, selv om jeg jo også efterhånden fik lært at fortælle historier, som jeg fandt andre steder end i min egen erindring og fantasi.

Det, som fascinerer mig ved mundtlig fortælling, er det fællesskab som kan opstå mellem mennesker, når der bliver fortalt historier. Det er jo ikke blot det, at en person fortæller en god historie rigtig godt, men jo allermest det samvær og den genklang, som opstår mellem fortæller og lytter. Jeg møder tit mennesker, som har glemt hvad jeg hedder og måske også næsten hvordan jeg ser ud, og som siger: ”Det var dig der fortalte den der historie……” og så kan de med forbavsende detaljerigdom genfortælle min historie. Som menneske kan det godt såre mig, at de ikke kan huske mit navn, men som fortæller glæder det mig usigeligt, at de kan huske min historie, for så er den jo også blevet deres. Og det er efter min opfattelse formålet med al fortællekunst.

Jeg har haft fortælling med i hele mit liv, opdager jeg i bakspejlet, men det var jo ikke sådan noget jeg gik og tænkte over – at mine bedsteforældre, mine lærere og andre voksne, som jeg kendte, fortalte historier. Det var jo bare noget man gjorde. Men hvor er jeg glad og taknemmelig for, at jeg fik det med i mit liv og nu kan leve af det. Ja, jeg har meget svært ved at forestille mig, at der ikke var fortælling i mit liv.

Jeg er i den forbindelse meget optaget af personlig historiefortælling og udfordringen i at kunne fortælle mine personlige historier, så mine lyttere bedre kan huske deres og får lyst til at fortælle dem. Jeg mener at mange af de sociale og psykiske problemer, som hærger det moderne samfund, hænger sammen med at mange mennesker ikke får lært at fortælle deres personlige historier så godt, at andre kan overkomme at lytte til dem.

Min fortællestil er sanselig. Jeg lægger vægt på at historier ikke er tænkte, men at de er sansede. Når jeg fortæller om barndommen, så går jeg den lange vej tilbage i tankerne, er i rummene, mærker duftene, rører ved tingene, genser personerne. Sanserne er fantastiske til at skabe indre forestillingsbilleder, og det er jo det, som er så fascinerende ved mundtlig fortælling, synes jeg.

I øjeblikket er jeg meget optaget af at fortælle historier om min egen barndom og ungdom i 1960erne. Jeg har netop færdiggjort video projektet www.1960erhistorier.dk, som er et undervisningsmateriale blandt andet med det formål at få mange flere bedsteforældre til at fortælle historier til deres børnebørn om deres eget liv.

Jeg er meget glad for at mange fortæller kollegaer har bidraget til dette projekt med deres egne personlige historier. Nu skal det bæres ud, og jeg håber at mange vil inddrage videoerne i deres undervisning.