Jeg begyndte at fortælle, fordi jeg kedede mig. Hver søndag gik mine søskende og jeg i en lille frikirke – en støvet, lukket verden med et nervøst elektroorgel og præster, der ofte manglede inspiration. Der sad den 7-årige Jacob og pyntede på deres formaninger i sit hoved: Jeg heppede på deres fortællinger, når de nærmede sig en god landing, eller samlede deres faldne pointer op for at færdiggøre dem i min egen fantasiverden.
I dag elsker jeg stadig de ufuldkomne fortællinger – uanset om det er livsnedslag eller gamle myter. Det tænder mig at færdiggøre der, hvor andre slap.
En dag hoppede en fremmed kvinde f.eks ind på min brors hotelværelse og sagde: ”Nu slår jeg dig ihjel” – med en kniv i hånden. Min bror sad tilfældigvis og spiste i sengen og tilbød hende en bid af sin gulrød. Hun slap kniven og løb bort. Hvad skete der lige? Nogle gange må vi give slip på det, vi holder fast i. Både min bror og kvinden kom videre i livet på den måde. Nu giver sådanne bizarre øjeblikke pludselig mening at dele med et publikum.
Det er et kæmpe skulderklap, at FIDA har udnævnt mig til månedens fortæller. I det kommende år drømmer jeg om at udvikle tomandsfortællinger med en anden fortæller eller musiker, for livet slår gnister, når jeg møder andres benspænd. Her opstår de bedste ideer. Jeg vil også gerne udbygge min erfaring med at undervise i fortælling.
Indtil videre har jeg optrådt ved H.C. Andersens Verden, på Nørre Vosborg- og Femø Fortællefestival samt på diverse musikfestivaler. Jeg bor på Sjælland og er åben for nye samarbejder.
Jacob Slaatto