Ingrid Schrøder-Hansen

Ingrid Schrøder-Hansen

APRIL Som ung præst tabte jeg tålmodigheden med konfirmanderne. Jeg stod og prøvede fortvivlet at få dem til at sanse det poetiske i skabel­seshistorien, men de kedede sig og larmede. Så var det, jeg til sidst skubbede bøgerne til side og sagde: Nej, nu vil jeg prøve at fortælle det – og kastede mig ud i at skabe himmelen og jorden. Jeg var så opslugt af at få alt det skønne med, så jeg først midtvejs opda­gede, at alle ungerne sad musestille og lyttede kon­centreret. Det var aldrig sket før.
Jeg blev så genert, at jeg begyndte at forklare det, jeg havde fortalt; og straks brød uroen løs igen.
Men da jeg cyklede hjem, lovede jeg mig selv, at jeg ville lære at for­tæl­le.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
Jeg kunne jo formidle noget til konfirman­derne ved at fortælle, som jeg ikke kunne på andre måder. Så de følgende år gik jeg på opdagelse i det særlige ved for­tæl­lingen, og jeg blev mere og mere fasci­neret: Det uni­vers, fortælleren kan trylle op i luften, så de andre kan se det for sig. Det fællesskab, der opstår, så vi deler de samme følelser.
Især er jeg optaget af forskellen mellem fortællesproget og for­klare­sproget. At forklaresproget skaber distance og abstraktion, men fortælle­spro­get giver en invitation: kom og lev selv med i historien.

Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?
Den oplevelse med konfirmanderne i 1972 blev skelsættende for mig. Men den­gang var fortælling ikke højt regnet. Jeg kendte ingen steder, hvor jeg kunne lære at fortælle, og kendte heller ingen fortællere, så jeg måtte selv forsøge mig frem med sognets børn og unge som boksebold, mens jeg sled genertheden af mig.
Jeg er nødt til at gennemarbejde alle mine fortællinger skriftligt for at holde mig selv i ørerne, både sprogligt og sagligt. Men det giver en dejlig tryghed at vide, sammenhængen er i orden, når jeg til sidst står frem og hvirvler fortællingens tryllekreds op i luften.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
De første mange år fortalte jeg kun i mit eget sogn og kirke, men i 1981 blev jeg opfordret til at fortælle en uge i radioen, 5 gange 5 minutters bibelhistorie. Til min overraskelse gjorde den uge mig med ét kendt som fortæller. Nu blev jeg bedt om at komme rundt i landets kirker og sogne­gårde og fortælle for børn og voksne.
Det blev til mange flere fortællin­ger i radioen, og helt uventet fik jeg opfordring til at skrive den bibel­historie, som det kom til at tage mig 16 år at lave færdig. Men så er den til gengæld kommet i mange oplag, blev nomineret til en litteratur­pris og siden solgt i Netto.

Har du en foretrukken genre?
Jeg fortæller næsten kun bibelhistorier. Til gengæld har jeg arbejdet næsten hele Bibelen igennem, så jeg fortæller også bibelhistorier, som de færreste kender.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Jeg vil kalde mig selv en folkelig fortæller.

Hvad er du optaget af i øjeblikket?
Jeg er ved at skrive en narrativ katekismus! Ligesom Luthers lille katekismus er det en ind­føring i den kristne tros ”hovedstykker”. Men katekismer plejer altid at tilhøre forklaresproget, og derfor plejer de at være kedelige sammenlignet med bibelhistorien. Lige nu arbejder jeg på en fortælling om De 10 Bud og Fadervor. På én gang! For De 10 Bud og Fadervor handler nemlig om det samme. Det er en af de spændende opdagelser, arbejdet med bibelfor­tæl­lingen har givet mig.

Faktabox:
Ingrid Schrøder-Hansen
Født 1943
Færgestræde 2, Marstal, Ærø.
Cand.teol. Sognepræst i 35 år, nu Emerita.
Fortæller siden 1972

Efterskrift: Ingrid Schrøder-Hansen døde Sankt Hans Aften 2018.
Æret være hendes minde.