Ingrid Hvass

Ingrid Hvass – foto Søren Langkjær

NOVEMBER I en vekselvirkning mellem fascination og nødvendighed voksede det frem igennem mange år. Første gang jeg oplevede, at jeg var fortæller, var under en kædedans. Alt svingede – rytmen, dansen, omkvædet, – og jeg kunne frigøre mig og fortælle, mens jeg sang. Der var mit første kick. Flere år senere underviste jeg på en daghøjskole, hvor en stor gruppe kvinder ikke kunne læse. Jeg var ansat til at undervise i litteratur, sang, teater m.m., og hvordan skulle jeg give disse kvinder gode oplevelser med litteratur? Jeg begyndte at fortælle for dem, og jeg startede med Karen Blixen. Næste gang kunne de huske alt, hvad jeg havde fortalt. Et år senere blev jeg ansat på Holstebro Pædagogseminarium som dansk og dramalærer, og jeg besluttede at give fortælling højeste prioritet i begge fag. Det var her, jeg lærte at fortælle for alvor og begyndte at reflektere over mundtlighed og fortælling. Få år senere tog jeg orlov og lavede mine første jobs som fortæller.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
At nogle få ord fra en fortællers læber kan åbne døren til et fantastisk og magisk rum. Ordenes kraft! I den mundtlige fortælling udfolder sproget sig i al sin skønhed og al sin gru. Det bedste er, at fortælleren ikke kan gøre det alene, men i denne helt specielle udveksling med tilhørerne folder fortællingens billeder og væsen sig ud.

Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?
Da jeg var 17 år og lavede en hovedopgave på HF om N.F.S. Grundtvig. Det var nat, og jeg lå på gulvet på mit værelse med Grundtvigs skrifter bredt ud på gulvet. Jeg læste og sprang hid og did, og mine øjne faldt på ordet ”Sindbilleder” i en artikel om ”Det levende Ord”. Mens jeg læste, nej slugte artiklen, blev jeg varm af lykke over, at de billeder, jeg selv oplevede i mit indre, var en mulig kommunikation imellem mennesker. Det var første gang, jeg forstod, at mundtlighed har en helt speciel kraft.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
Fra 2003 har mundtlig fortælling været min levevej, og for at komme i gang sagde jeg ”ja” til alle jobs. Og alle disse ja’er sendte mig i mange retninger: Jeg fortæller for børn, unge, voksne, gamle, døve og blinde. Jeg har lavet store projekter med fortælling som omdrejningspunkt, f.eks. ”Det eventyrlige Vinderup”, hvor hele Vinderup kommune i en uge blev endevendt med nye og gamle fortællinger, Eventyrskov, Eventyrkort og en Eventyrlabyrint. Jeg har rejst som fortæller i en Kulturkaravane i en måned, hvor vi besøgte 7 landsbyer. Jeg har inviteret publikum med på vandringer med fortællinger, musik, sang og mad. Jeg har lavet fortællefestival på Nørre Vosborg i 7 år og startede Fortælle Galleriet i Holstebro for 4 år siden. Jeg underviser og laver kurser. Jeg arbejder ofte tværkunstnerisk – med musikere, skuespillere eller en videokunstner, – men altid med fortællingen som mit udtryk. At møde andres udtryk er en stor inspiration for mig. At opleve børn eller voksne kaste sig ud i at udtrykke sig er den største oplevelse.

Har du en foretrukken genre?
De klassiske genrer – eventyr og myter, fortællingerne i de gamle middelalder-ballader, som kan synges og fortælles. Det smertende og smukke i en tragedie. En fræk historie eller en vittighed, som får alle til at grine på én gang. Enhver fortælling, som jeg arbejder med, skal rumme det helt aktuelle og det evigt aktuelle.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Dramatisk og poetisk. Jeg elsker at blande sang og fortælling, rytmer og fortælling.

Hvad er du optaget af i øjeblikket?
Refleksion og vandring. At turde vælge det allervigtigste.

FAKTA:
• Fulde navn: Ingrid Hvass
• Fødselsår: 1955
• Bopæl: Ejsing, en landsby ved Limfjorden, tæt ved Vinderup
• Uddannelse: Cand. mag. i Dansk og Teater fra KU
• Fortæller siden 1992
• Hjemmeside/mailadresse: http://www.ingridhvass.dk / ingrid@ingridhvass.dk