Inger Mougaard

AUGUST – I midten af 70-erne begyndte jeg at komme ud på Folkemusikhuset i Hogager. Der var spillemandsmusik og gammeldans. Det kaldte vi dansen. Vi lærte den af de ”gamle”. Der var sang med de gamle ballader og tilhørende kædedans. Gamle folkeviser indsamlet i Jylland af vores store folkemindesamler Evald Tang Kristensen. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men det kom jeg rigtignok til.

Jeg blev meget optaget af ham og hans arbejde. Han havde blandt andet indsamlet jyske folkeeventyr. Jeg kendte kun til Brdr. Grimm, Asbjørnsen og Moe og fra Danmark Svend Grundtvig, når der var tale om folkeeventyr.

Jeg gik ned på biblioteket (det gamle bibliotek). På magasinet havde de to bind med Eventyr fra Jylland, med gotisk skrift og den 1. udgave af ”Gamle kildevæld” med billeder af mange af meddelerne. Dem lånte jeg med hjem.

Jeg gik i gang med at læse et eventyr, hvor der var et billede af meddeleren i ”Gamle kildevæld”. Det gik måske nok lidt trægt med de krøllede bogstaver, men det var jo skrevet ned med fortællerens ordvendinger, som mindede mig meget om, fra min barndom, når mændene sad og fortalte anekdoter til nabokomsammen. Hold da op! Jeg blev fuldstændig varm ned ad ryggen. Det her kunne bruges til noget.

Jeg fortalte Thorkild Knudsen fra Hogager folkemusikhus om min begejstring for eventyrerne, og spurgte samtidig, om de aldrig havde tænkt sig at arbejde med de fantastiske historier. Det sagde han nej til. Balladerne fyldte så meget, at de magtede ikke arbejdet med eventyrerne. Men hvis jeg havde lyst til at prøve, var jeg velkommen. Han gav mig så det råd, at jeg skulle vælge to meddelere, og så arbejde med deres eventyr først. Så gik jeg i gang. Af meddelere udvalgte jeg almisselem og syerske Mette Marie Jensdatter – kaldet Mette Skrædder – fra Sundby på Mors, og husmand og murer Mads Filtenborg fra Stevnstrup, Grensten sogn. To meget forskellige fortællere, Mette Skrædder var stram og kortfattet i sin fortællestil, hvorimod Mads Filtenborg nærmest svælgede i sin fortælling. Alle hans eventyr var stedsbestemte, brændevinen var altid tilstede og kom til at spille en rolle enten positiv eller negativ. Desuden dukkede han selv op i eventyrerne for en kort bemærkning. Han må have været meget underholdende at lytte til.

Det kom til at fylde hele min fritid. Dels at læse og arbejde med eventyrer men også meddelerne var interessante at stifte kendskab til. Jeg fik stor respekt for dem.

Jeg gik i gang med at fortælle på min egen dialekt. Tilhørere var der nok af til at øve sig på, dels på Folkemusikhuset men også Ungdomscentret i Holstebro ledet af Jens Pingel. Hver tirsdag aften var der åben hus alle – unge som gamle. Der fortalte jeg meget. Men jeg var også den eneste om buddet. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke andre.

Jeg kom i kontakt med Sofie Nedergaard, Vestjyllands højskole, Per Bille, Bengt Lundin og Inge Bech fra Albertslund folkemusikhus, som også arbejdede med ET Kristensens optegnelser af Jydske eventyr. Det var dejligt, så var jeg ikke alene.

Jeg mødte Nikoline Lillelund og hendes store familie fra Timring. Nikoline kunne mange sange, sanglege og et eventyr, nemlig ”Skrubtudsen”. Den fortalte hun mange gange. Nikoline var i 90-ne. Hun blev over 100 år. Jeg husker engang hun blev opfordret til at fortælle. Hun så hen på mig og sagde: ”Nej, det ka do gør, no hår do jo lært den”. Jeg blev meget stolt, hun accepterede min måde at fortælle ”Skrubtudsen” på. Jeg havde fået en mundtlig overlevering.

Jeg ville gerne ind på Folkemindesamlingen bl.a. for at se om der skulle være nogle utrygte eventyr af Mette Skrædder og Mads Filtenborg. Jeg kontaktede Lene Halskov, som jeg kendte fra Hogager folkemusikhus. Hun læste på instituttet for folkemindevidenskab. Hun inviterede mig over til København. Jeg kunne bo hos hende, så det gjorde jeg i vinterferien. Det var forbløffende at se hvor stort et materiale der var efter Evald Tang Kristensen. Mette Skrædder og Mads Filtenborg var der også materiale fra, så jeg kunne få kopier af håndskrifterne.

Samme uge havde Anders Christensen, som også studerede i København, besøg af Nikoline Lillelund og medlemmer af hendes familie. De havde et stort program, de skulle nå, for der var mange, der gerne ville opleve Nikoline synge sine sange og fortælle ”Skrubtudsen”. Lene og jeg fulgte med som ”det tynde øl”. Det blev en begivenhedsrig uge.

Man kan næsten sige at eventyrerne gav mig en kæreste. Ungdomscentrets daghold havde et projekt med at bygge en sjægt. John, som var bådbygger havde hjulpet dem med at sætte kølen. Da sjægten skulle søsættes, blev der holdt en gevaldig fest ude i Skyttehuset med god mad og spillemandsmusik. Jeg kom til at sidde over for John. Han kunne danse vals. Det var et + i karakterbogen. Jeg var jo som sagt optaget af eventyrerne. Det syntes han var interessant, så det endte med at jeg faktisk fortalte eventyr for ham hele natten. Til gengæld slap jeg ikke af med ham. Vi fik 19 begivenhedsrige år sammen indtil han pludselig døde af hjertestop. (2001)

Jeg har været børnehavepædagog også da jeg begyndte med at fortælle. Men folkeeventyr var bandlyst i pædagogkredse sidst i 70-erne. Men jeg begyndte da på et tidspunkt at fortælle for børn. Det kunne de godt li’. ”Inger vil du læse en historie, én uden bog?” kunne spørgsmålet være. Og de elskede fortællingen og eventyrerne.

Børnehaven jeg arbejdede i var nabo til børnehaveseminariet. En dag mødte Ingrid Hvass op på legepladsen. Hun præsenterede sig og sagde: ”Jeg har hørt, du fortæller jyske eventyr. Jeg har et hold nye studerende og jeg vil gerne, de skal høre et godt jysk eventyr. Vil du være med til det?” Det ville jeg gerne. Der begyndte vores samarbejde. Hun greb fat mig og fik mig med til forskellige arrangementer. Bl.a. Fortællefestivalen på Nr. Vosborg, som jeg har været meget glad for at tage del i i en årrække. Senere startede Ingrid Fortælle Galleriet i Vestergade i Holstebro. Et forrygende sted. Først og fremmest et sted, hvor der var fortælling og udstilling af forskellig art, hvilket var en utrolig god kombination. Der skete mange andre ting, både i huset og ud af huset. Nordisk Teaterlaboratorium kom med i bestyrelsen og blev en del af stedet. Jeg var med i bestyrelsen, men mest som ”praktisk gris” og jeg har lagt mange timer i huset. Det blev en succes, som var i top, da vi efter 5 år lukkede. Nu er jeg med i fortællegruppen Vestjyllands Fortællere under foreningen Vestjyske Fortællespor.

 

Inger Mougaard
Holstebro
Børnehavepædagog
fortæller siden 1978
ingermougaard@gmail.com