Fortællere på ung folkemusik-festival

Ild i Gilden 2018, foto Nanna Andreassen

Ild i Gilden 2018, foto Nanna Andreassen

Musik, dans, digte og HISTORIEFORTÆLLING til Ild i Gilden.
Søndag d. 9. juni bydes der på gode historier på den lille fine folkemusik-festival Ild i Gilden i Roskilde, som løber fra 7. til 9. juni.

Sceneværtinde Annemarie Krarup præsenterer tre dejlige fortællere på festivalen, nemlig Laura Kamis Wrang, Anna-Marie Helfer og Rita Lindegaard Sørensen.

Ild i Gilden Festivalen finder sted på Kamstrupvej 60, 4000 Roskilde, og billetter kan købes på hjemmesiden.

I 2017 og 2018 havde Ild i Gilden fornøjelsen af at være vært for både Roskilde Fortællerlaug og Annemarie Krarup, der leverede fantastiske fortællinger under festivalen. For at sikre at festivalen løbende fornyer sig, har vi i år været på udkig efter nye talenter. Annemarie Krarup forbliver dog som vært på fortællescenen, hvor hun fremtryller historiefortællere med fascinerende, fængende og farverige historier. Hun popper også selv op på festivalen med sine historier i de små, uventede mellemrum. Du kan læse mere om de øvrige historiefortællere herunder.

Anna-Marie Helfer

Anne-Marie har været fortæller siden slutningen af halvfjerdserne. Hun fortæller for store og små, unge og gamle — gerne fortællinger der giver den frække ræv bag hendes øre lidt taletid. Eller fortællinger der får vandet til at løbe — ud af øjnene naturligvis — men aldrig, aldrig i pinsen, for da står skoven grøn, grøn.

Hun satser på at fortælle historien om skjaldemjøden, og gætter på, at mange festivaldeltagere gerne vil ha en snaps af den.

http://www.annamariehelfer.dk/

Laura Kamis Wrang

Laura er vokset op med et ben i Canada og det andet godt plantet i Danmark. Hendes historier væver sig på intens vis ind og ud af fortællinger, hvor heltinder udfordrer på underfundig vis og sætter tingenes tilstand på spidsen med humor og musikalitet.

Rita Lindegaard Sørensen

Rita har været med i fortællergruppen Odins Ravne – Holbækfortællerne i 10 år. Hun fortæller historier fra sit eget liv og fra sine oplevelser i Afrika. Hun fortæller både for børn og voksne — også gerne små livskloge historier, fabler, myter og eventyr. Hun synes bare, at det er en fornøjelse at fortælle — at lade verden komme til syne gennem sine egne ord.

Lyrik

Lørdag eftermiddag kommer en ung gruppe lyrikere forbi Ild i Gilden og præsenterer deres værker. Du kan læse mere om de enkelte herunder.

Dagmar Solgaard Grønning (f. 1996)

jeg er klitternes siv

hvilende rødder i havet

jeg er artiskokhjertet

smørblødende

jeg er sommerens genkomst

spæde syrener skingrende raps

er du sindssyg

Dagmar Solgaard Grønnings skrift er præget af både en stor ømhed og voldsomhed rettet imod både sproget og kroppen, som undersøges i detaljen. Hun er tidligere udkommet i det norske tidsskrift Lasso.

Lars Emil Foder (f. 1980)

Den, der gerne vil af med sin overtro, skal ved solopgang røre en flagstang med et firben. Hvis firbenet mister sin hale, er det et tegn på, at firbenet har mistet sin hale, og ritualet har virket. Hvis firbenet ikke mister sin hale, er det et tegn på, at firbenet ikke har mistet sin hale, og ritualet har virket.

Lars Emil Foder er forfatter, sangskriver og musiker. Han har udgivet bogen Fabelagtigheder og den kombinerede EP og digtsamling Natatlas, og har desuden været udgivet i tidsskrifter som f.eks. Hvedekorn og Slagtryk. Desuden underviser han i lyrik, sangskrivning og filosofi på Den Rytmiske Højskole i Vig.

Rasmus Boelsmand (f. 1997)

Skt. Laurentius græder, fordi druerne er rynkede som stoffet, han bærer om sig. Skt. Laurentius græder, fordi man ikke kan give til nogen, uden at tage fra andre. Skt. Laurentius græder, fordi han træder en snegl i stykker.

Rasmus Boelsmands tekster udspringer fra fortællere, som med deres skæve stemmer underlægger sig en logik der ikke kun tilhører sproget, men også et hjørne af virkelighed, en vilje til at gøre ordene vedkommende. Boelsmand debuterer i tidsskriftet Addenda i juni.

Sarah Hassan Molsted (f. 1998)

Jeg gjorde mig umage med at drikke fra det samme sted hver gang, så kanten ikke blev grumset, men i stedet stod dekoreret med en slags udstilling af mit kys, var jeg forelsket? I hvert fald forført, forblændet og måske en smule forbavset. Sådan svævende eller whatever.

Sarah Hassan Molsted skriver stærke, sceniske billeder frem i sine tekster, som ofte er sarte og sensible. Det er relationen og sansningen der står i centrum. Hun har tidligere gået på Vestjyllands Højskole og går nu på FGK.

Signe Littlewood (f. 1998)

Jeg undersøger tiden i hendes indadvendte ansigt. Noget har samlet sig derinde, vil forsvinde, drive ud som smeltevand og eksistere et andetsted.

Signe Littlewoods tekster har en stille, eftertænksom energi, som løber igennem de ofte ensomme karakterer og deres sansninger af natur og omverden. Hun har gået på Testrup Højskoles skrivelinje og skriver fandens godt.