Har du mon tænkt over, hvilke kompetencer du bruger, når du arbejder med mundtlig historiefortælling?
Kompetencer i mundtlig historiefortælling, i daglig tale kompetencemodellen, ligger nu tilgængelig for alle til download her – lige til at printe ud og anvende. Tryk på modellen herunder for at downloade eller printe. Modellen fylder to A4 ark, og print foregår nemmest, hvis du har downloadet filerne til egen pc først:

Sådan læser du KOMPETENCE-modellen:
Modellen er bygget op af i alt 8 kompetencedomæner. De første 4 er de basale domæner, som vedrører alle mundtlige historiefortællere, de sidste 4 er mere specialiserede domæner, som kun er relevante for nogle fortællere.
Start med at lære de basale domæner at kende, dvs. de første 4 domæner: Researcher, Håndværker, Kunstner og Performer.
Dan dig et overblik ved at læse hver kolonne grundigt igennem og bliv fortrolig med, hvad de indeholder hver for sig. Gennemgå modellen igen, men denne gang med dit eget virke som mundtlig historiefortæller i baghovedet.
Du kan spørge dig selv:
- Kan jeg genkende mig selv i de forskellige kasser?
- Hvordan arbejder jeg indenfor de forskellige kompetencer?
- Hvilke kompetencer anser jeg som de vigtigste for mig lige nu?
- Er der noget, jeg er specielt god til? (Yeah, her må du gerne klappe dig selv på skulderen)
- Er der noget, jeg kunne tænke mig at arbejde mere med/blive bedre til?
Dine svar vil give dig indblik i, hvordan du praktiserer som mundtlig historiefortæller. Det kan være, du bliver inspireret til at søge nye veje i udviklingen af din egen fortællepraksis. På denne måde fungerer modellen som et redskab til refleksion og udvikling.
Hvis du arbejder eller ønsker at arbejde mere professionelt med historiefortælling, vil du kunne drage nytte af de sidste 4 domæner.
Hvis du underviser i mundtlig historiefortælling, kan du finde inspiration til opbyggelsen af dit undervisningsprogram i modellen.
God fornøjelse fra FIDA-fortællerne Mette Jørgensen og Helle Janke