Helle Janke er månedens fortæller juni 2022

0  comments

Tak for invitationen til at fundere over, hvad jeg er for en fortæller! Jeg bliver selv
inspireret af at læse de månedlige indslag her på siden, så nu håber jeg at kunne
give lidt tilbage.

For mig startede fortællekarrieren i 1999 i “Fortælleflokken – hovedet på blokken.” Vi
var en gruppe entusiaster i København, der mødtes og øvede os i fortælling og
optrådte i forskellige sammenhænge. En af de store oplevelser var Lejre
Fortællefestival 2001, hvor jeg fortalte nordisk mytologi ved ildstedet i et af
jernalderhusene.

Nu hopper vi henover etnologi-studie, børneopdragelse, div. undervisningsjobs samt
omplantning til Vestsjælland. Vi lander i 2019, hvor jeg beslutter, at fortælling skal
være mere end min hobby. Jeg startede med at lave Fortælleværksted på en lokal
iværksættercafé og inviterede mine venner til at komme og øve sig i
fortællehåndværk sammen med mig. Så begyndte jeg at tage på workshops og
kurser i fortælling og mødte mennesker, der viste sig at være endnu mere
interesserede i fortællehåndværk end mine tålmodige venner.

Herfra tog det fart. FIDA, som jeg hidtil havde troet var et fladt fodboldspil på en
skærm, viste sig at være en stor flok fortællekolleger. Under covid-pandemien blev
jeg på internettet fisket op af en fortæller fra Amsterdam, der på kort tid skabte en
international fortællekreds – World Celidh – online worldwide storytelling. Her fik jeg
indblik i en endnu større fortælleverden end den danske.

Blå Sol Fortællevirksomhed
Mine interesser spænder vidt, og min lunte til begejstring er kort, så jeg beskæftiger
mig med meget forskelligt. Jeg har etableret en platform for mit virke: Blå Sol
Fortællevirksomhed. Under denne hat foregår flere forskellige ting, og nedenstående
er det mest aktuelle:
● Som husfortæller i en lokal naturbørnehave skærper jeg mit nærvær og min
evne til improvisation. Jeg laver mine egne versioner af klassiske eventyr
eller skaber fortællinger sammen med børnene. Sang og dans flyder fra
samme kilde som fortællingerne.
● I projekt: ”Samtaler om døden” har jeg en kulturpolitisk agenda. Vores kultur
har tabt de fortællinger, der støtter os, når vi skal håndtere dødsprocesser og
dødsfald. Sammen med fortæller Bolette Elvstrøm skaber jeg initiativer, der
modgår denne tendens.
● “Kompetencemodel for mundtlig fortælling” bliver lige om lidt tilgængelig på
FIDAs hjemmeside. Dengang alle på kloden kun måtte være sammen hver for
sig brugte fortæller Mette Jørgensen og jeg en masse tid på at oversætte
modellen fra undervisningsmaterialet: ”Storytelling in 8 colours,” der er udgivet
af Federation for European Storytellers. Modellen har mange
anvendelsesmuligheder, den er gratis og frit tilgængeligt hos FEST og snart
også hos FIDA.

Det er livgivende for mig at mødes med andre fortællere, og jeg har flere
”legepladser,” hvor jeg træner og får feedback fra kolleger. Jeg medlem af Odins
Ravne, en fortællekreds med base i Holbæk. På Fortælle Akademiet på Mors har jeg
mæsket mig i fortælling, sang og dans sammen med fortællere fra hele landet. Og
endelig lever fortsat mit eget Blå Sol Fortælleværksted, hvor jeg er begyndt at øve
mig i at undervise i fortælling.

Helle Janke
Bor i Svinninge, Vestsjælland
Uddannet etnolog og meritlærer
Beskæftiget med fortælling siden 1999, som hovedbeskæftigelse siden 2019
www.hellejanke.dk
FB: Blå Sol Storytelling
Fotograf: Birgitte Heiberg


Tags

2022, Helle Janke


Måske kan du også være interesseret i disse?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}