FEBRUAR Min far læste og fortalte mange historier for mig, Junglebogen, Robinson Crusoe, Androkles og Løven og mange andre. Kiplings fortælling om hvordan elefanten fik sin lange snabel, kunne jeg næsten udenad. Min mormors historier var fra Det gamle Testamente, min mors mere børnevenlige. Teatrets store fortællinger blev den næste fortælleverden, der åbnede sig for mig. Den greb mig så stærkt, at jeg kunne leve i skuespillet og spille personerne i lang tid efter. Da jeg som 19 årig begyndte at læse Litteratur, blev jeg en dag bedt om at beskrive et ”nu”. Jeg oplevede det som et wake up call, en opfordring til at udtrykke et eksistentielt nærvær. Det var lige dér, at frøet til fortællelysten blev sået.
At jeg sidenhen bl.a. fordybede mig i Grundtvigs tanker om ”Det levende ord” og i 1981 oplevede Dario Fo i Holstebro, fik frøet til at gro.
Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
Som ret ung dansede jeg tit, når jeg var alene. Gennem dansen mærkede jeg små helheder af fortælling komme til mig. Kroppen havde åbenbart gemt dem. Jeg manglede dengang nogen at danse og fortælle for.
Når jeg nu som voksen lytter til en fortæller, fascineres jeg af den samhørighed, der skabes i rummet mellem os. Fortællerens stemmeklang, ordenes rytme, kroppens udtryk, som møder hele mit væsen. En stund træder man ind i historiens univers, dens problematik, dens fremadskriden og personernes valg. Vi er sammen om historien, fortælleren og os, der lytter.
Når jeg selv fortæller for andre, har jeg stadig en oplevelse af, at fortællingen kommer fra kroppens ”dans”. Når den indre dans er til stede i fortællingen, er tilhørerne og jeg i et fælles univers. Og fortællingen tydeliggøres.
Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?
Ved morgensamlingerne på Herning Højskole, hvor jeg var teaterlærer, begyndte jeg i det små at fortælle. Men det var Vigga Bro, der som sommerkursuslærer i fortælling på højskolen, gav mig det endelige skub. Som leder af Herning Højskoles Teater- og Dramalederlinje gennem 21 år fik jeg fortælling ind som et modul i årsskemaet. Temaet var barndomserindringer, og jeg var betaget af at se, hvilken guldgrube af forskelligartede fortællinger, der vældede frem hvert år. Og kursisterne så med ét helt nye, levende sider af hinanden. Min egen fortællelyst voksede videre fra elevernes, og jeg begyndte at fortælle andre steder. Men det var først, da jeg blev efterlønner i 1997, at jeg rigtig sprang ud som fortæller.
Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
Jeg startede Ry Fortællekreds og har været leder siden 2001. Den har nu virket i 15 år med månedlige workshopaftner og åbne fortælleaftner. Dér holdes min fortælleglød hele tiden i live.
Jeg fortæller i øvrigt ved sogneaftner, højskolernes kortkurser, i foreninger, ved fortællefestivaler, under folkeuniversitetet, på skoler og ved private sammenkomster.
Har du en foretrukken genre?
Jeg fortæller i mange forskellige genrer. Det kan være myter, sagn og eventyr, eller Islandske Sagaer. I perioder har jeg været optaget af at fortælle barndomserindringer og andre livshistorier. Ind imellem trænger jeg til at fortælle ud fra litterært stof som Selma Lagerlöf, Göran Tunström, Isabel Allende, H.C. Andersen, Cecil Bødker, Marianne Fredriksson, Dario Fo m.m..
Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Det må andre vurdere. Men man kan nok bruge ordet: gestisk!
Hvad er du optaget af i øjeblikket?
Nye livsfortællinger. Opsnappede øjeblikke! Aktuelt stof. Jeg er også på jagt efter et større historisk tema!
Fakta:
Helle Arnfred
Født 1937
Damhøjen 5, 8660 Skanderborg
Uddannelse:
Københavns Universitet: Litteratur og Gymnastik
Kurser i teaterformer, instruktion, dans og fortælleteknik
Fortæller siden 1997
www.ryfortaellekreds.dk
hellearnfred@profibermail.dk