Hun lukkede døren op til rummet med det smukke lysindfald og duftende blomster, der lå spredt i en cirkel på gulvet. Da hun trådte over tærsklen med de 20 andre medkursister var det ikke blot en transition fra et sted til et andet. Nej – det var et helt nyt landskab, som åbnede sig i hendes indre.
Hun var sådan en som ”levede nord for halsen” som ingeniør i COWI A/S, men i mødet med mytefortællingen og den rituelle dans over Livets Træ, skabelsesmyterne og Skeletkvinden fik hendes længsel for noget andet og mere meningsfuldt vinger. Indsigter over hendes liv og samfundslivet landede et dybere sted. Igennem fortællingen fik hun ord for det usigelige. Igennem dansen mærkede hun mytens puls i egne årer; transformationskraften, som gav hende modet til at blive skilt, skifte en ulykkelig ingeniørkarriere ud med livet som fortæller og arbejde for en bæredygtig omgang med Moder Jord igennem ord, der forvandler.
Sådan startede rejsen for mit vedkommende ind i fortællingens fortryllende univers i mit møde med fortælleren Brita Haugen på Myte-Dans-Ritual uddannelsen på Vestjyllands Højskole.
Rejsen genåbnede min barndoms fortryllede landskab, hvor jeg voksede op omgivet af mytologiske ord i Gudernes Bygd i Nordisland, med min far Snorre, der skar møbler ud af livets træ i sit snedkerfirma Ymer. Mine forældre fortalte islandske eventyr og folkelegender, så levende at jeg mærkede huldrerne danse på heden, så troldene kigge ud af klipperne og hørte alfernes sang fra højen i skumringen.
Igennem hele mit virke har delingen af visdomsfortællinger i form af eventyr og myter været det bærende element. Visdomsfortællinger er som nøgler, der kan åbne menneskers hjerter, bygge broer fra hjerte til hjerte og medvirke dyb forvandling. Det er den kraft fortællinger besidder!
Lavpraktisk arbejder jeg i egen virksomhed med især kvinder over 40 år med at åbne op for deres livsglæde, vildskab og vitalitet igennem Storydancing®-workshops, Uddannelsen i Nordisk Visdomsfortælling og Uddannelsen i ritueldans. Rammen for mine workshops og uddannelser er på mit magiske sted – Frejas Kilde – på Sydsjælland.
Jeg arbejder med mytefortællinger i virksomheder for at give medarbejdere og ledere et fælles sprog for det der svært lader sig italesætte; sårbarhed i ledelse, værdi- og adfærdsfortællinger i strategiarbejdet og skabelsesmyter i bevidstgørelsen omkring klima- og biodiversitetskrisen.
I 2021 udgav jeg bogen ”Nordisk gudindekraft i solhjulets myter”, som er en introduktion til nordisk mytologi genfortalt ud fra vanegudindens, alferpigens og jættekællingens synspunkt. Samtidig følger bogen på shamanistisk vis årstidens gang, med dens liv – død – genfødsel, i valget af fortællinger. Læseren opfordres via øvelser til at reflektere over myternes budskab.
Drivkraften i mit fortællevirke har altid ligget i at hjælpe mennesker med:
- At føle sig forbundne med sig selv og med hinanden
- At føle sig forbundne med naturen og træffe beslutninger for ’de kommende syv generationer’
- At harmonisere yin (feminin) og yang (maskulin) energi og tillægge dem lige stor værdi
- At fremme kærlighed og udveksling af livskraft mennesker imellem
P.t. er jeg i en metamorfose.
Uddannelsen i Ritueldans afholdes for sidste gang. Fortælleuddannelsen afholdes for sidste gang i Jylland for at jeg kan udfolde den på Frejas Kilde.
Ønsket om at genfortrylle verden med visdomsfortællinger og fremme bæredygtig udvikling banker højlydt på døren, hvor jeg ønsker at nå længere ud.
Min bog oversættes til engelsk og jeg er i gang med at udvikle onlineuniverset ”Forbind dig med naturens kraft” med nordiske mytefortællinger og øvelser.
I virksomhederne vil jeg hjælpe ledere og medarbejdere med at ”genfinde deres sælskind” med Sælkvinden og praktisere et liv i gensidighed med naturen inspireret af den nordamerikanske skabelsesmyte Sky Woman.
Hanna Snorradóttir
Frejas Kilde, Ellebækvej 12
4750 Lundby
Visdomsfortæller for især kvinder +40 og i virksomheder, forfatter, miljøingeniøruddannet- og aktivist
Fortæller siden 2007
www.storydancing.com og www.harmonicliving.dk / hanna@storydancing.com