Fortællingens grand old lady fylder 80

Vigga Bro. Foto Ingrid Bugge

Det danske fortællemiljø lykønsker historiefortæller, skuespiller, instruktør og forfatter Vigga Bro med de 80 år.

Vigga Bro – den lille store kvinde – har gjort en uvurderlig, altruistisk og dybt engageret indsats for udviklingen af historiefortællingen i Danmark. Utrætteligt har hun kæmpet for at udbrede kendskabet til denne smukke kunstform. Hun har undervist mange af både Danmarks og nordens bedste fortællere, og hendes umådelige viden og fagligt stærke intuition har så mange nydt godt af gennem årtier.

Vigga Bro er vokset op i en familie med farbrødre, som fortalte historier for et publikum, og med det i bagagen gik hun fra at være skuespiller til at være historiefortæller. Det skulle vise sig, at Vigga Bro med sit store talent, sine analytiske evner og sin pædagogiske indsigt blev et forbillede, en lærer og inspirator for danske fortællere. Vigga Bro arbejdede med den store italienske fortæller Dario Fo og bragte nogle af hans fortællinger til Danmark. Mange fortællere, både professionelle, og fortællere i fortællekredse i det ganske land søger Viggas kurser, for her får man både råd til den personlige stil, og til at lære mere tekniske færdigheder. Hendes lille bog Orkanens Øje er også den bog som stadig anbefales til folk, der kaster sig ud på fortællingens dybe vand. De, som har ladet sig inspirere af Vigga og stadig gør det, ved, at hendes viden er enorm og så absolut værd at søge, også for meget trænede og professionelle fortællere.

Vigga Bro har, sammen med sin nu afdøde mand bassisten Erik Moseholm, udviklet det at sammenføje fortælling og musik. Her var deres rådgiver blandt andet den franske historiefortæller Abbi Patrix. Ham bragte hun med sig til Norden, og en stor kreds af fortællere fik glæde af hans kunnen. På den måde har Vigga Bro altid gået foran, og med stor generøsitet delt ud af det hun havde. Hun har også flittigt samarbejdet med andre historiefortællere. Blandt andet var hun en del af det første fortællemiljø i København omkring Kafcafeen og siden en vigtig medspiller i etableringen af Fortællescenen Best Tellers, ligesom hun i en årrække lavede søndagsfortællinger på Teatret ved Sorte Hest sammen med gruppen ”Vigga og Brohovederne”.

Vigga Bro is still going strong. I slutningen af året laver hun sin nye fortælleforestilling ”Sne” i samarbejde med bassist Ida Bach Jensen og perkussionist Birgit Løkke. Et samarbejde, som hun holder meget af.

I dag er historiefortællingen ved at finde fodfæste i det danske kulturlandskab. Det var ikke sket uden denne smukke ildsjæls dedikerede og utrættelige arbejde. Vi hylder og takker en af de store elefanter Vigga Bro for indsats, inspiration og viden – og for de mange uforlignelige historier!

Denne hyldest er forfattet af historiefortællerne Mariane Josefsen, Pernille Stockfleth og Hans Laurens

 

Print your tickets