Fortælling ude i virkeligheden med Kyllingen & Kællingen og deres ”Historier i det Fri”

Et succesfuldt samarbejde mellem den socioøkonomiske virksomhed Gallo Gartneriet og fortælleduoen ”Kyllingen & Kællingen” i Århus – alias Neel Holm og Inger Lodberg

I 2024 blev den århusianske fortællerduo ”Kyllingen & Kællingen” kontaktet af den socioøkonomiske virksomhed Gallo Gartneriet i Risskov v/Århus for at høre, om duoen ville bidrage med historiefortælling til havens traditionelle og hyggelige sommerfest. Det blev begyndelsen på et samarbejde, der nu har varet to år.

”Historier i det Fri – naturen som helende kraft” er navnet på projektet. Fondsansøgningerne, som har resulteret i midler til at gennemføre det, varetages alene af Gartneriet til dette projekt med fortællearrangementerne. Projektet finder sted cirka én gang om måneden, hvor ”Kyllingen & Kællingen” mødes med alle de folk, der er knyttet til Gallo Gartneriet – det være sig stressramte eller sårbare voksne, psykisk syge, flexjobbere, øvr. ansatte og frivillige. Forår, sommer og efterår tropper ”Kyllingen & Kællingen,” op ’hjemme’ i Gartneriet med brænde, gryde, kakao, kiks, sange og historier. Om vinteren, hvor haven ligger i dvale (på nær op til jul), så har det vist sig at være godt for alle stadig at kunne ses og således bevare fællesskabet ved hjælp af historier og varm kakao i en bålhytte i Risskov tæt på Gallo Gartneriet.

Hver gang bliver der sunget fællessange, der er fokus-øvelse på at være til stede med alle sanser, fortællerduoen fortæller historier, der tematiserer den aktuelle årstid, haver, vækst, forfald, død og nye spirer, samt sikrer tid til individuel refleksion over særlige godbidder i dagens historier. 

Nu har vi til vores store glæde kunnet lavet et nyt projekt, hvilket er gjort muligt med god opbakning i form af midler fra Aarhus kommunes Udviklingspulje. Vi har udviklet og er nu godt i gang med at realisere det nye projekt. Vi har rettet henvendelse til og besøger institutioner og ngo’er i Gartneriets lokalområde, som har unge og voksne som elever. Vi tilbyder dem foredrag, så de hører om forskning vedr. ’natur som helbredende’, får viden om mundtlig historiefortælling og en personlig fortælling samt viden om Gartneriets positive erfaringer med at psykisk sårbare får fysisk kontakt med jord, planter og erfaring med vækst. Derudover bliver de inviteret ud i det fri to gange, hvor de kan få konkret erfaring med fællesskab og fortælling omkring bål i det fri i skov og i Gartneriet.

– – – – – –  BONUS-INFORMATION – – – – –

Gallo Gartneriet  ligger ved Bellevue Strand tæt ved Århus og stranden.  I 2025 blev havens 35 års jubilæum fejret i høj sol. Takket være en fremsynet og engageret psykiatrisk overlæge på det daværende Psykiatrisk Hospital i Risskov, opstod Gallohaven som et nyt og anderledes tilbud i det fri som endnu en del af behandling til patienter indlagt eller tilknyttet hospitalet. Det har med tiden udviklet sig til en paraply-organisation med Gallo KunstnerGalleri, Social Café og Rådgivning samt atrium på museum Ovartaci. Gallo Gartneriet er nu en selvstændig socioøkonomisk virksomhed, hvor de ansatte bl.a. er psykisk sårbare, patienter, flexjobbere og voksne i arbejdsprøvning samt frivillige.  Sammen med stedets ledelse er de fælles om at drive gartneriet og sælge økologiske grøntsager, blomster, kranse mm. samt udvikle nye komposterbare produkter til vejboden.

En mindre del af det sociale og økonomiske arbejde i virksomheden i dag består i at organisere og invitere til kulturelle arrangementer med henblik på at bidrage til det lokale naboskab, få kontakt til virksomheder samt at styrke fællesskab og trivsel for ansatte og medlemmer af Gallos ’venneforening’.

Den østjyske fortællerduo ”Kyllingen & Kællingen” består af fortællerne Neel Holm og Inger Lodberg i Århus. De to fortællere fra ”Fortællere i Østjylland” dannede duoen i januar 2023. De fandt sammen om at udvikle og etablere deres originale og primære koncept: ”Historier i det Fri.” 

Initiativet og konceptet har fire formål: 1) at øge erfaringen med og kendskabet til mundtlig fortælling i nutiden, 2) at formidle fællesskab og kultur omkring bål, 3) ved at tilbyde et mål og et formål med en gåtur at lokke voksne, både par, enlige eller ensomme op af sofaen og ud på en gåtur i det fri og 4) at skabe modvægt/balance ved hjælp af analog historiefortælling i en samtid, hvor digital afhængighedsadfærd og øget isolation er blevet almindelige fænomener.

Praksis: Vi booker Aarhus kommunes offentlige bålhytter gratis rundt i de store skove omkring Aarhus til disse arrangementer.  ”Historier i det Fri” tilbydes cirka én gang om måneden. PR foregår via facebookopslag og gratis annoncering via lokale medier. Varighed er en time med fortælling og bål inklusive et par fælles sange til årstiden. Dernæst er der gratis varm kakao og kiks til alle.  Der er mulighed for at give et anonymt, økonomisk bidrag, hvis man kan og vil.

Kontakt via www.fortaellereiostjylland.dk og www.fortaellereidanmark.dk samt www.ingerlodberg.dk

Facebooksiderne: ”Historier i det Fri” og ”Fortællere i Østjylland”


Tags


Måske kan du også bruge dette?

9.6 Rudersdal – I sommernatten

9.6 Rudersdal – I sommernatten

To dejlige dage på Sprogense

To dejlige dage på Sprogense
{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}