Fortællere går på scenen – online

Beretterakademiet Decameron 2020

Det kom meget pludseligt. I løbet af få dage var Danmark i Corona-undtagelsestilstand, og de professionelle fortællere blev ligesom alle andre kunstnere ramt af aflysning på aflysning.

Nogle af dem er dog begyndt at dukke op på scenen igen. Online-scenen, forstås.

Kloge hoveder siger, at denne krise ikke kun vil efterlade mange i svære økonomiske vanskeligheder; den vil også betyde et markant skub frem for den del af offentligheden – her både medregnet erhverv, handel, undervisning, forskning og kultur – som har en online platform at virke ud fra. Og det har nogle af Danmarks fortællere faktisk.

Hvem er online?

Nogle er på Fortaelletid.dk med et helt katalog af online historier til grundskolen. Nogle er på storybox.dk med online historiefortælling til et bredt udsnit af danskerne. Og nogle går selv, som f.eks. tre af hovedkræfterne bag Beretterakademiet – Esther Rützou, Maria Junghans og Kari Brinch. De tre er lige nu aktuelle med Decameron 2020 på Facebook, og det kunne vel, krisen og karantænen taget i betragtning, næppe være mere aktuelt.

Fortaelletid.dk er hver aften på Facebook med godnathistorier.

Storybox.dk tilbyder tre udfordringer til hjemsendte skoleelever og deres lærere. Udfordringerne går ud på at lære at bruge historiefortælling og at dele personlige livsfortællinger i familien.

Jens Peter Madsen var allerede før Corona i gang med at udrulle en stribe live-fortællinger på Facebook Live og Youtube Live under navnet Fortælletime Live. Da aflysningerne kom rullende, var hans svar at lave endnu flere Fortælletimer.

Hvem har vi glemt?

Og så er der sikkert nogen, vi har glemt. Det er ikke med vilje. Derfor: Hjælp os med at få omtalt alle de gode online fortælle-initiativer, som blomstrer frem her i et meget tidligt og meget ekstraordinært dansk forår.