FEST -konferencen i Rom juni 2025

Indlægget er skrevet af Inge Leinum, medlem af FIDA

Først på sommeren købte jeg en togbillet, pakkede jeg min rygsæk, og rettede tanker ud over Danmarks grænser.  Jeg rejste til Rom, hvor jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med bl.a. italienske og palæstinensiske traditioner udi fortælling og musik. I første omgang havde jeg meldt mig til en festival før FEST-konferencen. Jeg havde læst at de palæstinensiske fortællere fra Seraj-biblioteksprojektet i bl.a. Ramallah på Vestbredden ville returnere til Italien og deltage i workshops og fortælling der, og dele ud af deres rige tradition.  

Desværre blev både festivalen før og selve FEST-konferencen næsten helt afskåret fra palæstinensisk deltagelse: Fortællerne blev ”fanget” i lufthavnen i Amman og i krigens ubegribelige rå virkelighed, og var derfor forhindret i at deltage. Heldigvis var der   både fortællere fra Europa, Mellemøsten, Nordafrika, Canada og New Zealand og to repræsentanter for det palæstinensiske folk, der mødtes til den årlige konference i Federation of European Storytelling (FEST) I alt 125 deltagere fra hele verden. Og til alt held fik jeg mulighed for at blive til konferencen også, dog uden at repræsentere FIDA formelt set.

FEST-konferencen, og samarbejdet i det hele taget, er nok de nationale foreningers, lokale foreningers og fortællesceners paraplyorganisation og også andre og associerede fortællere kan deltage og være medlemmer. Konferencens mange mødesteder og læresteder for fortællere gav ikke bare mulighed for at møde andre fortællere og networke. Der var også rig lejlighed til at få idéer til PR og branding eller måske til at tage ved lære af skuespilkunsten. Det var møder med unikke traditioner fra Indien og Martinique, som var med til at give mig nye perspektiver på bl.a. dansen som fortællende og livshistorien som evig kilde til inspiration. FESTs seneste fælles projekt ”Kassandra” for unge historiefortællere i hele Europa fik også mange rosende ord med på vejen, og alle på konferencen fik også helt nye historier fra den nye generation af fortællere, som ”Kassandra” har fokuseret på.

Generalforsamlingen på den sidste konference-dag gav lejlighed til igen at overveje retningen for det fremtidige samarbejde. FEST har et europæisk udgangspunkt med åbenhed mod resten af verden. Det er vigtigt. Når vi sidder ved samme bord, deler myter og musik, mad og vin sker det ofte, at fællesskab og nye historier opstår og finder retning videre ud i verden. At den anden, det anderledes, måske endda fjenden viser sig som et menneske med en rig kultur som en selv. Mødet med den anden, de andre og nye fortællinger bliver vi jo aldrig færdige med. Heldigvis. Og i FEST-sammenhæng sendes faklen fra Rom juni 2025 til Stockholm juni 2026. Og jeg har hørt det sagt af de svenske fortællere og kommende værter: Velkommen til FEST!


Tags


Måske kan du også bruge dette?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}