Esther Rützou

JANUAR Det var i 2006. Min mand sad i bestyrelsen for Friskoleforeningen, og derfor var jeg inviteret med til Årsmødet.
Her var der underholdning efter middagen. Margrethe Højlund skulle fortælle franske troubadourviser.
Hm, tænkte jeg. Er viser ikke noget, man synger?

Det var det ikke. Det var historiefortælling. Fantastiske franske kærlighedsdramaer, der fra en kant af endte med sødmen i at søge døden sammen med sin elskede.

Og jeg tænkte:
1: Det her – det er fedt!
og
2: Det her, det kan jeg også.

Og så sagde jeg mit job op og siden har jeg levet af at fortælle … eller – ok – der gik lige tre år, inden jeg nåede dertil. Men inde i mig, der blev opsigelsen skrevet den aften.

Når jeg vidste med mig selv, at jeg også kunne fortælle historier, er det fordi, mit barndomshjem var fyldt med dem. Vi nærmest indåndede fortællinger – de svævede i atmosfæren sammen med ilt og vandmolekyler og bakterier. Min far fortalte mere eller mindre sande historier fra sin tid som sømand – og så fortalte han om folk, der havde handlet forkert, og derfor var kommet galt afsted. En slags mundtlig ’Den store Bastian’: Der kan du høre, lille Esther. Sådan går det, hvis man ikke opfører sig ordentligt.

Min mor fortalte mest historier fra bibelen. (Og historier om, hvad der skete, hvis man ikke opførte sig ordentligt.) Og min mormor læste højt.

Jeg var 7 år, da jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Da havde jeg lige lært at læse, og jeg kunne kun forestille mig én ting, der var bedre end at læse historier. og det var at finde på dem. Jeg skulle ikke være fortæller. Jeg anede ikke, at det var noget, man kunne være. Men blive forfatter og skrive bøger – det ville jeg i hvert fald!
I første omgang blev jeg nu gymnasielærer. Det var her, jeg opdagede, at ikke alle var vokset op med atmosfæren fyldt med historier. Tænk – eleverne kendte ikke bibelen fra ende til anden. De kunne heller ikke den nordiske mytologi, eller folkeeventyrene. Hvordan forestillede de sig, at man skulle kunne analysere ’Guldhornene’ uden at kunne hele baggrunden? Jeg var jo nødt til at fortælle dem alle historierne.

Men jeg var altså stadig ikke fortæller. Jeg underviste jo bare. Men så i 2006 gik det op for mig, at der fandtes et erhverv, der bestod i at fortælle historier. Altså nogenlunde det, jeg allerede gjorde, bare uden stilretning og lærermøder og alt det andet, der forstyrrede.

På det tidspunkt havde jeg udgivet mine første bøger, og jeg begyndte at tage nogle kurser igennem forfatterforeningen i mundtlig fortælling. Vi fik hyret Vigga Bro som underviser – det rykkede. Jeg blev medlem af Beretterakademiet – en fortællerforening, som arbejder meget seriøst med at udvikle fortællekunsten. Det kan ind imellem være en hård skole. Der bliver gået til stålet, når man vil finde frem til det bedste af det bedste. Men det er godt!

Siden 2009 har jeg så været selvstændig som fortæller og forfatter. Jeg fortæller på højskoler, i kirker, i foreninger, skoler, børnehaver. For unge og gamle.
Jeg har startet Faaborg Fortællescene, hvor jeg har et stort og trofast publikum, der kommer gang efter gang for at høre historier. Her fortæller jeg historisk fortælling – om personer og begivenheder, der på den ene eller den anden måde har haft betydning for egnen.
Jeg er vært på StorySlam i Odense sammen med Maria Junghans.
Jeg holder fortællekurser for præster og højskolelærere – og alle andre, der gerne vil blive bedre til at fortælle.
Ind imellem skriver jeg en børnebog. Det skriftlige forfatterskab er stadig meget vigtigt for mig.

Jeg føler mig utroligt privilegeret, fordi jeg kan leve af at lave det, jeg allerhelst vil. Derfor synes jeg også, det er naturligt, at jeg tager et tørn i FIDAs bestyrelse, hvor jeg har siddet i 5 år.

Esther Rützou
Jordløsevej 3a, Haastrup ved Faaborg
Fortæller og forfatter
Fortæller professionelt siden 2009
www.estherrutzou.dk
kontakt@estherrutzou.dk