Alle fem fortællere fra Svendborg Fortælleværksted var i aktion på Vestermarkskolen i Svendborg i dag, her på den første dag i pilotprojektet Svendborg som fortællende kommune. Skolen holder International Uge, og der blev fortalt historier om og fra Tyskland, Italien, Grækenland og mange flere lande, alt efter hvad de forskellige klasser netop skulle begynde at arbejde med. I de fleste klasser mundede fortællingerne ud i en god og nær dialog med børnene, der var nysgerrige og videbegærlige. I en klasse udspandt der sig (efter selve fortællingen) en længere samtale mellem eleverne og fortælleren om at være bange. Det var tydeligt, at fortælleren med sin historie havde skabt et godt og trygt rum, hvor også børnene turde åbne sig og bidrage.
Pia Sigmund, oktober 2023